Rig nok til at give tiende?
Da jeg var ca.16 år, hørte jeg første gang om at ”give tiende”. Jeg havde et fritidsjob i en legetøjsbutik, og var lige begyndt at tjene mine egne penge. At give ti procent af dem væk, virkede utænkeligt.
Det må være for voksne mennesker med rigtig løn, tænkte jeg, de har jo flere penge og skal ikke spare op til kørekort og eget stereoanlæg.
Da jeg var 19 år blev jeg gift, jeg fik et rigtigt job, betalte husleje, og budgettet var skrabet. Jeg var nu ret vant til at høre om at give tiende og var ret god til at argumentere imod det. Mine argumenter var dels, at Gud selv måtte lægge kaldet i mit hjerte (og der var kun modvilje), eller at Gud først måtte velsigne vores økonomi, så der blev et overskud at dele ud af.. ingen af delene skete.
Jeg blev 24, blev mor, og ALT blev gjort op i kroner og budget. Jeg var faktisk rigtig nærig. Hvis min søde mand gav mig blomster, gjorde jeg ham venligt og modent opmærksom på, at en buket jo visnede igen, og at vi i stedet kunne have købt en halv kasse bleer.
Igen faldt talen på tiende, og jeg slog tilfældigt op i min bibel, for dog at give Gud en chance for at sige sin mening, og det gjorde han så:
“Men jeg siger: Synes I, det er i orden, at mennesker bedrager Gud? For det er præcis, hvad I har gjort! ”Hvordan har vi bedraget dig?” spørger I. Ved at fratage mig den tiende og de ofre, som tilkommer mig.” (Malakias: Bog 3:8). Jeg blev helt bleg, og få sekunder efter var vi igang med at beregne, hvor meget tiende var for os.
Det virkede helt håbløst, men vi lavede en konto, hvor beløbet automatisk blev overført til hver måned, mens vi forventede sult og ubetalte regninger de sidste fjorten dage.
Jeg er nu 45. Beløbet er justeret mange gange siden, men systemet fungerer stadig, og jeg er SÅ overrasket over effekten. Vi har været på SU, arbejdsløse, købt hus og fået flere børn, men har aldrig sultet, siden vi begyndte at give tiende.
Jeg troede, man gav tiende for at være god mod andre. Men Gud har forvandlet mit sind ved at give tiende. Han har skiftet den gamle nærighed ud med glæden ved at give videre. Et VIRKELIG godt bytte.