Colombianske FARC-ledere lader soldater høre kristne udsendelser
Den fredsaftale, som regeringen i Colombia havde indgået med FARC, blev nedstemt af befolkningen, som ikke ville give oprørerne straffrihed. Men FARC er blevet mere åben overfor kirken.
Der har været borgerkrig i 52 år, skriver Åbne Døre. I årevis har FARC myrdet præster, ødelagt kirker, kidnappet missionærer og kirkeledere og tvunget unge kristne til at gøre tjeneste som børnesoldater. Det er svært at tilgive. Men nu har FARC-medlemmerne fået tilladelse til at høre udsendelser fra radiostationen Colombia for Christ, som er startet af missionær Russel Martin Stendal. Han blev selv kidnappet af FARC for over 30 år siden.
Under fredsforhandlingerne i Havana deltog 29 commandantes (hærførere) som repræsentanter i forhandlingerne med den colombianske regering. Tre af de 29 identificerer sig som kristne. Og det er Stendals vision, at se hele FARC blive kristen, for kun det kan stoppe volden. Og Gud har gang i noget i Colombia, siger han.