Farming4life får 1 mill. fra DANIDA
Landbrugsprojektet i Uganda fik støtte fra Danida.
Støtten fra private sponsorer betød, at Farming4Life, der arbejder med landbrugsprojekter i Uganda, kunne søge Danida om yderligere støtte. Den er nu modtaget, så projektet i løbet af de næste 3 år kan nå ud til 2.000 familier.
Som noget nyt vil man nu starte Farming4Life i Togo.
I sommer rejste tre ugandiske nøglemedarbejdere sammen med Maria og Jens Silkjær til Togo. De forbereder et nyt projekt i landet i samarbejde med Apostolsk Kirke i Kolding. Så nu skal Farming4Life-konceptet hjælpe fattige familier i Togo, som ligger i Vest-Afrika og er verdens 8. fattigste land.
– Vores togolesiske partnere var meget begejstrede for de gode erfaringer og råd fra Uganda. De siger: ”Hvis de kan gøre det i Uganda, kan vi også gøre det her!”, fortæller Maria og Jens Silkjær. De kommer fra ÅbenKirke i Herning og har rejst til Uganda i flere år for at tilse projekt Farming4Life, som de har startet op i fællesskab med andre ildsjæle. I Uganda hjælper projektet de lokale småbønder til at høste op til ti gange så meget som før.
Åben tur til Uganda
Farming4Life har nu arrangeret en 10 dages fællestur i vinterferien for sine danske støtter. Her vil man besøge nogle af de familier, der har fået hjælp, holde workshops mm. Der bliver også tid til en fantastisk safari ved Murchinton Falls, og til at opleve Uganda helt tæt på, lover organisationen.
Tilmelding til: farming4life.dk@gmail.com senest den 1. januar.