Husk at indstille vægten, før du vejer byrden

Jeg sidder på min seng og studerer myren, som kravler langs sengekanten. Den bærer for mig at se en lille nullermand på sin ryg. For den at se er nullermanden nok lige en anelse for stor. For mig at se må denne nullermand være en kæmpe byrde at skulle transportere fra punkt A til punkt B for sådan et lille væsen.

Underligt nok minder dette mig om nogle af de oplevelser, som jeg har mødt her i Honduras. I begyndelsen overvejede jeg, hvor mange byrder alle børnene fra børnehaven, hvor jeg er volontør, samt deres familier måtte bære rundt på. Bare det at leve i en konstant utryghed; i en evig tvivl om hvor langt pengene kan række den kommende uge, og om vejret mon vil være så meget med dem, at det ikke ødelægger deres lidt ustabile træhuse. Jeg erfarede hurtigt, at disse bekymringer blot er bekymringer, som bare ramte mig.

Her kom jeg bare fra lille fantastiske Danmark, hvor jeg ikke lever i en konstant utryghed, hvor penge ikke er en evig bekymring, og hvor jeg overhovedet ikke skal frygte, om huset nu holder til det vejr, der kan forekomme.

Det, jeg i stedet oplever, er, hvor meget hjerte alle honduranerne bare har for lige netop deres land og deres sted. Jeg opdagede ligeledes, hvor små de bekymringer er, som jeg havde tænkt som store og som tunge byrder.

Godt nok er her korrupt og utrygt, men honduranerne kender til, hvordan man skal forholde sig i deres land. Som en honduraner en dag sagde, så ser de så mange gode ting i deres land, som overgår alt andet.

Jeg oplevede forleden en fattig dame, som opdagede en sulten mand på gaden. Hun tilbød ham noget af sin mad. Her så jeg virkelig et tydeligt eksempel på, at hun, selvom hun er fattig, ingen bekymringer havde om, hvorvidt pengene ville række til næste uge eller ej. Det, jeg så, var blot ren og skær den flotteste næstekærlighed! Jeg har simpelthen erfaret, at jeg ikke kan måle andres byrder. Det, som jeg troede, var store og tunge byrder, betyder ikke nødvendigvis så meget her, som de formentligt ville gøre for mig og mange andre danskere?

Myren er ikke kommet meget længere, men den store nullermand sidder stadig placeret på ryggen. Den så jeg som en stor byrde, men tænker myren egentlig overhovedet nullermanden som en byrde? Måske kender den ikke til bedre, og måske er det en helt ære at få lov at bære sådan én. Hvem ved? Kun myren…