Nyt formål for KFUM og KFUK
På KFUM og KFUK’s landsmøde d. 4-6. november vedtog deltagerne en ny formålsformulering, der skal gøre det lettere at forstå, hvad KFUM og KFUK arbejder for.
73 % af deltagerne stemte for den nye formulering: ”KFUM og KFUK’s formål er at skabe aktiviteter og fællesskaber, hvor børn og unge møder den kristne tro og oplever dens relevans for deres liv.”
Det er en ændring i forhold til den tidligere formulering ’at forkynde evangeliet om Jesus Kristus’. Men den nye formulering betyder ikke mindre kristendom, understreger næstformanden.
”Den nye formålsformulering er mere ambitiøs end den tidligere, fordi den flytter fokus fra afsender til modtager. KFUM og KFUK er til for børn og unge, og den nye formulering er tydeligere på, at vi ønsker, at de skal møde den kristne tro, og ikke nok med det, de skal opleve dens relevans i deres liv. Samtidig får vi beskrevet den arbejdsform, som altid har været kendetegnende for KFUM og KFUK, nemlig aktiviteter og fællesskaber,” siger næstformand og sognepræst Jens Christian Kirk.
På landsmødet deltog 321 personer fra i alt 60 foreninger.180 delegerede fra i alt 70 foreninger (nogle havde sendt fuldmagt) og 12 gæster fra internationale partnere i YMCA og YWCA – fra 6 forskellige lande. Gennemsnitsalder for alle deltagere: 32 år. KFUM og KFUK har ca. 9.500 medlemmer i Danmark.