Det rette perspektiv
Her i adventstiden taler vi meget om, hvad vi glæder os til og håber på. Både børn og voksne har håb og forventninger til den glæde og hygge, december kan byde os.
Der er dog også dem, der i stedet fyldes med bekymringer eller frygt… Slår økonomien til? Vil familien kunne enes? Bliver det en ensom jul? Eller kan vi nå det hele?
Ofte er vores forventninger afhængige af, ud fra hvilket perspektiv vi ser på livet, og os selv.
Jeg sad med en god flok unge for et par dage siden. De fortalte på skift om, hvad der kunne give dem frygt eller fylde dem med usikkerhed. En efter en af de unge, hvoraf de fleste var i gymnasiealderen, fortalte om, at frygten for at træffe det forkerte valg angående uddannelse virkelig kunne rasere deres indre fred. Tænk hvis karakteren ikke gav studieadgang, eller man kom til at fravælge et fag, der var afgørende for de fremtidige muligheder.
Midt i flokken på ca. ti unge sad en ung kurdisk flygtning, der har boet i danmark i ca. to år. Han lyttede og smilede forstående til de danske unges store frygt, men pludselig blev netop han midtpunktet for, at alle skiftede perspektiv.
Da han flygtede, flygtede han jo ikke kun fra sin familie, krig og død, men også fra sin uddannelse og sit job. Alt det, de danske unge havde så store bekymringer omkring. Da han efter mange prøvelser kom til Danmark, skulle han starte HELT forfra.
Han fortalte, at det eneste fra sit hjemlands uddannelse, han kan bruge i Danmark, er en anelse engelsk, alt det andet skulle, og skal, nu læres forfra. Den unge mand havde fremtidsdrømme ligesom de andre, hans var bare at leve i et frit land, et land uden krig, og hvor man må tro på det, man selv ønsker, uden frygten for at blive udstødt eller dræbt. Også han ønsker da at lære en masse, få et job, der kan udfordre ham og betale huslejen, det er bare ikke det, der giver ham frygt. Alle de unge (og den knap så unge leder) blev eftertænksomme.
Ligesom vi kan se på vores værdier fra vidt forskellige perspektiver, er Guds perspektiv måske også helt forskelligt fra vores, så det, vi kalder fejlbeslutninger eller ulykke, for Gud måske alligevel er den eneste rigtige vej for os at gå, og derfor betegnes som succes.
I julen fejrer vi Jesu fødselsdag, og den største gave vi mennesker overhovedet kunne få, blev os givet af vores far. En spændende tanke er, hvor mange mennesker, der vil betegne Jesus’ liv som en succes… Han var ukendt de første tredive år, forfulgt de næste tre år, hjemløs og uden ægtefælle eller børn i sit voksne liv, og til slut slået brutalt ihjel i sin bedste alder… Ikke et liv vi ville vurdere som særligt succesfuldt, vel?….
I Guds perspektiv dog – helt igennem det eneste rigtige at gøre.
Mit juleønske for os alle er, at vi må få lov at se på vores liv i Guds perspektiv.
