Handler julen egentlig om nisser og trolde…?

Kommercielt begynder julen i november for butikhandelens skyld. Kirkeligt først noget ind i december for trosbekendelsens skyld, hvor der fokuseres specielt på dens 3. artikel: ”Vi tror på Jesus Kristus, Hans enbårne Søn, vor Herre!”

Juleaften er kirkerne overfyldte, ikke bare pga. traditionen, men måske for at holde døren en smule på klem for Vorherre en times tid og glemme eller drømme sig bort fra det, der ikke har med ham at gøre. For eksempel et ateistisk livssyn, sports- og underholdningskulturen, en flygtig livskvalitet, seksuel frigørelse og tolerance, videnskabelig fornuftstro, overfladiske surrogat-glæder, tom velfærd, fritænkeri, reality shows og politiske rænkespil, for måske har kirken en nyttig dimension, hvor der er mere mellem himmel og jord…osv.

Tørre støvet af Bibelen

Dette sammensurium kaldes for nemheds skyld og under eet ”danske værdier”, hvori kirken uforpligtende indgår med glitrende staffage.
”Rør dog ikke ved min gamle jul” hedder det jo i en af de populære, forspiste og religionsneutrale julesange.

Men ellers er julens budskab at ligestille med nisser og trolde ifølge den aldrende Ritt Bjerregaard. Det moderne hedenskab vil nok give hende ret, men den kristne jul byder heldigvis på en større udfordring.

Lad os derfor tage et spadestik dybere, tørre støvet af Bibelen og lade juleferien være en stilfærdig og sandhedssøgende overvejelse omkring hyrderne på marken, den lovprisende himmelske hærskare, det ugæstfrie herberge, stalden og krybben, de vise mænd fra Østerland, stjernen over Betlehem og glædesbudskabet:

”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: Idag er der født jer en Frelser i Davids by, han er Kristus, Herren!” (Luk. 2:10-11).
Tænk, om det også vedkom os!

De vise mænd fra Persien

Lad mig som en parentes standse et par øjeblikke ved det med ”de vise mænd”. Det er almindeligt antaget, at de kom hele vejen fra Persien (Iran), hvad jeg også tror.
Og det har givet anledning til ligefrem opbygglige samtaler med mine nye iranske (persiske) venner, som jeg samles regelmæssigt med og gerne vil vinde for Kristus.
Persien og dets folkehelt kong Kyros (persisk: Kourosh), blev ifølge persisk historieskrivning født for 2.611 år siden.

Han er profetisk omtalt i Bibelen, og har været et dynamisk springbræt til Bibelens pålidelighed. Han omtales jo dér med navns nævnelse hos profeten Esajas kap. 45, ca. 150 år før han blev født. Han blev redningsmand for jøderne i babylonisk fangenskab. Han afskygger den Messias, som vil blive jødernes ultimative redning, nemlig vor Herre Jesus Kristus, som jødernes en dag skal se hen til (Zak. 12:10).

De vise mænd fra Persien, vore iranske venners land, fænger på en særlig måde og ej mindst i forbindelse med disse stjernetyderes sublime rejsemål, nemlig ”jødernes nyfødte Konge”.

Skete det virkelig?

Men tilbage til selve juleevangeliet.
”Det skete i de dage…” begynder det med. Skete det virkelig?

Jeg synes godt om den latinske oversættelse: ”Faktum est…” som gentages 3 gange i Lukas 2. Det kan ikke nogen alternativ bibeloversættelse, nogen bibelkritisk teolog eller kynisk ateist ændre på.
Men lad mig komme med en indrømmelse. Alt dette med juleevangeliet, og hvad dertil hører, var indtil mit 15. år om ikke ligefrem eventyr, så dog både uvirkeligt og ligegyldigt for mig. Min Gud var fodbold, og min kirke idrætsparken. Ak, hvor tomt, når jeg ser tilbage på det i dag, men dengang var det min religion, uden at jeg vidste bedre.

Jeg husker som den dag idag min første jul med Jesus Kristus.

Det var en uge før, jeg fyldte 15 år. Den jul gav min mor mig den bedste julegave nogensinde. Det var en lille, undselig andagtsbog , der blot målte 11 x 7 cm, og som hed ”Lys på vejen”. I engelsk udgave hedder den: ”Daily Light on the Daily Path” og er udgivet på ca. 40 sprog, men er ikke mere i handelen på dansk.

Den har til hver morgen- og aftenlæsning en samling af gode, sammenhængende bibelord (uden kommentarer), og den har fulgt mig i tykt og tyndt i snart en menneskealder. I Himlen vil jeg måske kunne sige til min mor: ”Tak, kære mor, for denne dejlige julegave i 1951!”

Ordene ”det skete” fik en personlig, selvoplevet betydning for mig, som de gjorde det for Paulus (se Ap.G. 22:6). Og jeg har senere defineret ordet ”kristen” som værende et menneske, der er sket noget med. Noget radikalt – han/hun er altså ikke blevet Kristus-troende pr. automatik.

Jeg lader andre, mere lærde, hoveder strides om Jesu reelle fødselsdato, som måske er op til 7 år før vor tidsregning. Tja, måske.
Men gennem evangeliets forkyndelse blev jeg på uforklarlig vis (af Guds gode Ånd) overbevist om, at det, der skete, også skete for mig. En dag måtte jeg tage konsekvensen og bekende mig offentligt – og ikke mere i dølgsmål – til det glade juleevangeliums unikke, nærværende Frelser. Sådan som hyrderne og de vise mænd gjorde det.

For vi taler ikke om nisser og trolde, men om dokumenterede, vedkommende fakta, som barnetroen tør tro og åbne hjertet for uden forstandsmæssige, kortsynede og hovmodige blokeringer.