Da kraften forlod stjernekrigen
Walt Disneys nye Star Wars film ’Rogue One’ udskiller sig fra de tidligere Star Wars-film. Den er mere dyster, og ”the force” spiller en mindre rolle.
Rogue One deler anmelderne i klart begejstrede og lige så klart skuffede, selv hører jeg til den sidste kategori. Dette er uden sammenligning den af film i Star Wars-serien, hvor ’the force’ spiller den mindste rolle.
Det gør den måske mere realistisk, men bryder med selve grundkonceptet, hvor den universelle kraft i bogstavelig forstand binder alt levende sammen.
Filmen ’Rogue One: A Star Wars Story’ handler om den kriminelle Jyn Erso, som skal hjælpe rebellerne med at stjæle tophemmelige tegninger over et nyt våben, Dødsstjernen, som det galaktiske Imperium er ved at bygge, og som Jyns far er den geniale videnskabsmand bag.
’Rogue One’ foregår i tiden før Star Wars fra 1977, men efter begivenhederne i Revenge of the Sith. På den måde er tanken, at den skal udfylder diverse huller i sagaen, og der er flere på vej. Men det er i sig selv forvirrende for til næste år udkommer Episode VIII, der er en direkte efterfølger til The Force Awakens, hvor handlingen foregår adskillige år efter den sidste film, altså i kronologisk forstand.
En helt ny figur
Jyn Erso spilles af Felicity Jones, og hun spiller rollen godt, men figuren er helt ny, og det gør, at man hele tiden skal lede efter forklaringer på, hvordan denne historie passer ind. Hendes far, Galen, spilles af ingen ringere end danske Mads Mikkelsen.
Den hemmelige mission får enorm betydning, og selvom den på det nærmeste er en parentes i sagaen, bliver den en påmindelse om, at alle, store som små, har en betydning. Og så er tematikken om fædre, hvis fejltrin skal udredes af deres børn, helt klassisk for Star Wars. I Star Wars-filmene bærer man på sin arv, man kan vælge at lære af den, men aldrig løbe fra den.
Budskabet: Fred er dyrt købt
Skuespillerne leverer gode præstationer, men filmen er beskidt, og der er bestemt ikke tale om disneyficering, tværtimod er filmen et brutalt portræt af krig. Både på et personligt plan og i et bredt perspektiv.
Dystre film er blevet en trend, som også ses science fiction og fantasy. Og det er ikke så underligt, når man læser nyheden om massedrab på civile i Aleppo og andre uhyrligheder – kunsten afspejler verden.
Ondskaben personificeres med selveste Darth Vader. James Earl Jones, runger med malmrøst til en af filmhistoriens bedste skurke. Men der er også nye figurer, som fx K-2SO, der er en dybt sarkastisk robot, hvilket tilfører filmen befriende humor. Donnie Yen er fantastisk, som den blinde munk Chirrut Îmwe og det tætteste vi kommer på en Jedie.
Jeg savner ’the force’ i filmen. Det bliver en underlig parentes i hele Star Wars sagaen, som måske nok kan siges at bringe noget nyt til fænomenet, men alligevel ikke rigtigt passer ind. Men så må man håbe, den næste kommer tilbage til de gamle veje.
Rogue One – A Star Wars Story
133 min. • Premiere 14. dec.
