Kristen radio ændrer muslimers holdning fra had til forsoning

Nogle af de kristne radioledere, som Udfordringen samarbejder med i Afrika for at nå især muslimerne med det kristne budskab om frelse, kærlighed og forsoning. Bombo, som er omtalt i artiklen, står længst til højre i første række. Øverst til højre ses Justin, som blev forsøgt forgiftet.
Nogle af de kristne radioledere, som Udfordringen samarbejder med i Afrika for at nå især muslimerne med det kristne budskab om frelse, kærlighed og forsoning. Bombo, som er omtalt i artiklen, står længst til højre i første række. Øverst til højre ses Justin, som blev forsøgt forgiftet.

Udfordringen støtter en stribe lokale radioer i Cameroun og Tchad, som fortæller det kristne budskab og prædiker forsoning og fred i et område, hvor ekstreme muslimer forsøger at dræbe alle de kristne…

Bombo leder den kristne radio i Maroua, som er en stor universitetsby i provinsen l’Extreme Nord i Cameroun. Og det er desværre også en ekstrem by, når det gælder muslimer…

Radioens medarbejdere lever livet farligt. De er et oplagt mål for terroristerne i Boko Haraam, som hærger i grænseområdet mellem Nigeria, Cameroun og Tchad.
I november holdt jeg kursus for Bombo, fra radioen i Maroua, og for ledere fra otte andre kristne radioer.
Bombo véd, at hans lille radiostation en dag kan blive sprængt i luften, eller at han og de andre frivillige medarbejdere kan blive halshugget af ekstremisterne.

Jeg troede han kom for at dræbe mig

– En dag kom der en mand ind på stationen, fortæller Bombo.
– Manden var klædt som ekstremisterne med hovedet viklet ind i en turban. Jeg ville flygte, for jeg troede han kom for at dræbe mig. Men han stoppede mig: Nej, jeg er ikke kommet for at gøre dig ondt, sagde han. Jeg vil bare takke dig for, at du fortæller sandheden om Gud. For det, I fortæller i jeres radio, det er sandheden, sagde han.
Bombo åndede lettet op. Og fortsatte sit farlige arbejde.

En anden medarbejder fortalte, at han var blevet opsøgt af den mand, der skulle forgifte ham. Manden havde forsøgt, men da det ikke lykkedes, erkendte gerningsmanden, at Gud var med os. Og han kom og bad om tilgivelse.

En tredje radio-leder kunne ikke kom frem til vores kursus, fordi han bor hemmeligt i et område, som er inficeret af ekstreme muslimer. Han har tidligere modtaget dødstrusler – også skriftligt. Og da ekstremisterne angriber busser og biler, måtte han melde afbud til vores kursus.

Det er i det indcirklede område, at vores radiofolk arbejder. Bl.a. sendes der udsendelser til området ved Tchad-søen, som myndighederne ikke har kontrol over. Men radioen gør sin virkning.
Det er i det indcirklede område, at vores radiofolk arbejder. Bl.a. sendes der udsendelser til området ved Tchad-søen, som myndighederne ikke har kontrol over. Men radioen gør sin virkning.
Fanget i krigen

En fjerde radioleder fortalte, at hans radio befinder sig midt i et område, hvor der jævnligt foregår kampe mellem militærets særlige BIR-enhed og Boko Haraam.
Borgmesteren ønskede, at han skulle bruge radioen til at føre propagandakrig imod ekstremisterne, men den kristne radioleder vil ikke blandes ind i opgøret. Han vil bare forkynde det kristne budskab om fred, sagde han.

Vi diskuterede så, om vi som kristne kan holde os uden for en krig, der bl.a. er vendt imod de kristne, og hvor hele landsbyer udslettes. Det var vi ikke helt enige om. Men de kristne radioer forsøger bevidst at holde sig udenfor politik – også for ikke at miste deres sendetilladelser.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Til gengæld oplever de, at de kristne udsendelser nedbryder muslimernes fordomme.

I starten var det en religionskrig

– I starten, da Boko Haraam begyndte, var mange muslimer indstillet på, at nu skulle de kristne dræbes, fortæller radiolederne.
– Men da ekstremisterne også begyndte at dræbe muslimske borgmestre og myndighedspersoner, som ikke samarbejdede, og fx slog kvinder ihjel, der havde børn uden at være gift, ændrede befolkningen indstilling. Ekstremisternes aktioner betød også, at trafik og handel gik i stå. Og befolkningen lider under det.
Derfor ønsker de bare, at det skal holde op igen, forklarede radiolederne.

Våben er magtesløse

En kilde, som er tæt på, forklarer, at selv om militæret nu har presset ekstremisterne tilbage, foregår der fortsat selvmords-aktioner, hvor unge piger sprænger sig selv i luften. Og de uvejsomme område omkring Tchad-søen er fortsat i terroristernes vold. De lokale beboere tør ikke gøre noget, for ingen véd, hvem der hemmeligt er med i terrorbevægelsen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Også i dette område sender Udfordringens radiomedarbejdere udsendelser, og de er overbevist om, at det gør en virkning.

Hvad myndighederne ikke kan med våben, kan det kristne budskab gøre ved hjerterne gennem radioen.

Monique leder den mest aflyttede radio i storbyen Garoua.
Monique leder den mest aflyttede radio i storbyen Garoua.
Kvinde leder radio

Det er ikke alle vores radioer, der er direkte i skudlinjen.

Jeg besøgte fx Radio Salaam i Garoua, som vi har været med til at oprette. Den køres nu af en kvindelig leder, Monique Patale. Det er ikke nemt for Monique at sætte sin vilje igennem i et så mandsdomineret samfund. Men radioen er fortsat den mest aflyttede radio i storbyen. Desværre er deres udstyr efter ti år slidt ned, så de sender kun på lav kraft, så vi vil gerne købe en ny 1000 watt sender til dem.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Pyt med terror, men hvad med teknik?

Faktisk anser radiofolkene ikke terror og trusler som deres største problem. For dem er udbrændte sendere, manglende strømforsyning og økonomien værre.

Der er brug for nye generatorer i de tilfælde, hvor strømmen svigter – eller hvor der slet ikke er offentlig strømforsyning, som i Pala og Tcholire.

Og alle har brug for Ups-strømregulatorer, da strømmen ikke altid er 220 volt, men kan svinge så voldsomt, at der udbryder ild.

Og endelig er der vejr-problemer med lynnedslag og støvskyer, som trænger ind i de finere dele.

For øjeblikket står flere i kø for at oprette radioer. De er villige til at arbejde frivilligt og selv at yde ofre. Myndighederne tillader kristne radioer netop nu, selv i det muslimsk-dominerede Tchad. Så det er med at få spredt de gode nyheder, mens det er muligt.

Giv dem en julegave!

Vi kunne gøre meget mere, hvis blot læserne vil støtte mere. Vi modtager kun få beløb.

Radioarbejde er ikke så nemt at ”sælge” til givere, som fx gadebørn og AIDS, men effekten af radio er langt større end almindeligt missions- og hjælpearbejde, fordi hundredtusinder berøres.

Derfor vil jeg indtrængende opfordre til, at du giver en gave til Udfordringens radio-mission.