På tur med et rullende køkken

Vi kørte længere og længere ind i Tegucigalpa, og jeg kunne så småt fornemme, at vi snart måtte være fremme. Jeg kunne mærke, at Alvin, der er lederen af det hele, havde helt styr på, hvor vi skulle finde de hjemløse.

Vi nærmede os vores første stop, og jeg var begyndt at blive en smule spændt på, hvordan det hele ville komme til at foregå. Da vi ankom til første stop med en masse støj i form af lange dyt fra de to biler, vi kørte rundt i, hoppede vi alle ud og begyndte maduddelingen. Én stod for at hælde den varme suppe fra store spande op i papkrus, en anden puttede en plastikske i suppen, mens en tredje person placerede to tortillas oveni.

Blot få sekunder efter vores ankomst begyndte de første at dukke frem fra deres gemmesteder på gaden. Da slog det mig særligt: ”Hvordan kan et menneske dog leve her?” Jeg havde visse fordomme over for personer, der lever på gaden; fordomme om, at sådanne mennesker ville mig noget ondt, men de skulle vise sig at være forkerte. De mennesker, jeg i løbet af aftenen mødte og snakkede med, afkræftede mine fordomme. Mange af de hjemløse var utroligt åbne overfor os. De modtog os med glæde, selvfølgelig fordi vi kom med mad, men jeg kunne også mærke, at de ville os noget godt.

Det jeg så den aften, var ulighed og fattigdom i så stort et omfang, at jeg slet ikke kunne forstå det. Tanker som ”hvordan ender et menneske her?” vendte hele tiden tilbage til mig.
Men jeg så ikke kun elendighed den aften, jeg så samtidig en gruppe mennesker, der var villige til at ofre deres tid og i høj grad også deres egen sikkerhed for at få denne ulighed nedsat.
Det var på en måde, der mindede mig om lignelsen om ”den barmhjertige samaritaner”. Alvin er en mand, der samler nedslidte, udstødte og forladte mennesker op, som den barmhjertige samaritaner gjorde. Han har en ufattelig omsorg, som han deler ud af, og hvor har jeg stor respekt for det arbejde, han gør – han er Guds udstrakte hænder blandt de hjemløse i Tegucigalpa.