Reformatoren fra Børglum Kloster

Frikirkemanden Simon Jacobsen, der tidl. var leder af GOD-tv i Scandinavien, er dykket ned i vækkelses-historien og stødt på Peder Thomesen, der bragte reformationen til Vendsyssel. Peder boede hos Martin Luther i Wittenberg i 1523. Tilbage i Danmark blev han den første lutherske biskop i Vendsyssel:

Munken fra Børglum, der blev den første evangeliske biskop i Vendelbo Stift, er ikke kendt af mange i dag, men graver man dybt i historien, findes han omtalt i de kirkehistoriske samlinger og gamle aviser.

I Bispekrøniken fra 1604 skrev Arild Huitfeldt en kort biografi: ”Aar 1537, bleff met de andre Bisper ordinerit til Kiøbenhaffn Iohanne Bugenhagio Pomerano, Her Peder Thomissøn / før en mand udi Børglum / for en Superintendent offure Vendelbo stifft / Han bleff siden udi Kong Christian den 3. tid forskaanet i samme sit Embede / Døde.”

Tausen og Thomesen

Lutherdommens ypperste forkæmper i Danmark var den fynske bondesøn Hans Tausen.
Han var bevægelsens åndelige leder. Hans personlige virksomhed indskrænkede sig dog til tre byer: København, Viborg og så Malmø, som også var dansk dengang; de blev udgangspunkter for den nye forkyndelse.
På landet kom der nok mange steder uro i sindene, og man begyndte så småt at afryste det åg, der af den katolske gejstlighed var lagt på menigmands skuldre. I Danmark – som i Tyskland – var det nok mere de økonomiske interesser end nogen klar forståelse af de åndelige værdier.
Enkelte egne af landet syntes dog at have udgjort en undtagelse, bl.a. Salling.
Samtidig med reformationens begyndelse i de ovennævnte byer finder man på Skiveegnen en lille kreds af unge lutherske præster.

Lutherske præster i Salling

Den mest fremtrædende i denne lutherske præstekreds var Peder Thomesen. Han var født i Vendsyssel ca. år 1500 og blev i som ung munk i Børglum Kloster.
Munkene levede under meget strenge ordensregler og var pålagt streng faste hele året. Munkene var pålagt fuldkommen tavshed. Ved midnat skulle hver munk forlade sin celle for at holde bøn, andagtsøvelser og studier i prædikentjeneste.

Klosterlivet i forfald

Det var ikke just nogen tiltalende kristendom.
Klosterlivet var både i sædeligt og åndeligt forfald. Både bispen og abbeden var moralsk fordærvede og tillod sig uden blu de skændigste udskejelser. Den unge munk har sikkert i bispens omgivelser fået et uudsletteligt indtryk af den katolske kirkes daværende indre råddenskab.

Boede hos Luther

Peder Thomesen var en sandhedssøger. Han slap omsider ud af klosteret i sin hvide munkedragt og drog i 1523 på kongelig opfordring til Wittenberg for at studere. Her blev han indskrevet ved universitetet i slutningen af sommersemesteret, august 1523; han mødte Martin Luther og boede i Luthers hus sammen med Hans Tausen. Således kom han under daglig påvirkning af den store reformator.
I disse år samledes en flok unge danske mænd, der siden blev reformationens bannerførere i Danmark. Hans Tausen ankom til Wittenberg i maj måned 1523; han blev senere kendt som ”den danske Luther”.
Tausen og Thomesen sluttede et inderligt venskab. I Martin Luthers nærhed færdedes også den landflygtige Christian den Anden sammen med de mænd, der havde sluttet sig til ham; han boede hos en af Luthers venner.

Hjem som lutheraner

På grund af rigsrådets modstand mod Luthers lære var Thomesen nødt til at rejse tilbage til Danmark i 1524. Han fik dermed ikke magistergraden i Wittenberg, men vendte hjem som fuldblods lutheraner. Thomesen blev en af reformationens ivrige talsmænd. Han blev smidt ud af Præmonstratenserordenen. Det gjorde ham ikke så meget, for han var færdig med munkelivet.
En af datidens fremtrædende mænd, rigshofmester, adelsmand og godsejer Mogens Eskilsen Gøye, viste synlig sympati for Lutherdommen. Han havde ikke kunnet finde sig til rette under den katolske kirkes former, og ansatte derfor Peder Thomesen, som huspræst og lærer for nogle af hans mange børn.
Gøye ejede Clausholm Slot og var lensmand på Skanderborg Slot, hvor han boede. I 1528 sørgede Gøye også for, at Thomesen blev sognepræst på i Junget og Thorum i det nordøstlige hjørne af Salling. Thorum var dengang hovedsognet, hvor præsten havde sin bolig. På samme tid giftede han sig med Anne Lauritsdatter.

Reformen i Salling

Peder Thomesen kom ind i en kreds af evangelisk sindede præster. Begge hans nabopræster, navnebroderen Peder Thomesen i Grettrup og Thise og Søren Nielsen i Åsted og Selde, sluttede sig til ham som deres leder, og i det nærliggende Oddense og Otting kom Peter Jensen fra Viborg snart til at virke.
Thomesen blev den egentlige leder af reformationen i Salling og blev også tillagt forfatterskabet til en fortælling om ”Peder Smed og Adser Bonde”. Historien er en gendigtning af et tysk protestantiske stridsskrift, satiredigtet: ”Ein Gespräch zwischen vier Personen, wie sie Gezänk haben von der Wallfahrt im Grimmenthal” som blev trykt i Erfurt 1523 eller 1524, samtidig med Peder Thomesen opholdt sig i Wittenberg.
Han har sikkert bragt det med hjem fra Tyskland og så tilpasset historien til lokale forhold på Skiveegnen i 1529-30. Den latterliggør de mange rejser til undergørende helgenbilleder.
Grimmental er blevet til Karup Kirke med et undergørende Madonnabillede.

Københavns bekendelse

Peder Thomesen havde ikke været præst i lang tid, før vigtige anliggender kaldte ham til København. Det var Herredagen, rigsrådsmøderne i København, fra den 2. juli til 2. august 1530, med religionsforhandlinger, hvor Hans Tausen fremlagde ”Den københavnske bekendelse”, på latin ”Confessio Hafniensis”, som indeholdt 43 trosartikler; det er den danske reformations eneste selvstændige bekendelsesskrift.
Efter hjemkomsten fra de stormfulde, men temmelig ufrugtbare forhandlinger i København fik Peder Thomesen svære økonomiske vanskeligheder.

Strid med Viborg-bisp

Bispen, Jørgen Fris, der ikke havde noget godt øje til sine lutherske præster, gjorde nemlig fordring på en del af præstegårdens jord under forehavende af, at den tilhørte bispestolen. Lignende krav fremførte han over for to andre lutherske præster.
De tre præster henvendte sig da til landsdommer Jens Hvas i Nørrejylland, og han fik udvirket hos kongen, at sagen måtte blive udsat, indtil ”hans nåde” selv kom på den kant af landet. Bispen vidste imidlertid, at kom Frederik den Første ville afgøre spørgsmålet til præsternes fordel.
Kongen havde givet Thorum-præsten og måske også de andre et såkaldt ”Beskærmelsesbrev”, hvorved de blev fritaget for de sædvanlige skatter m.m. Kongen havde ved mange lejligheder vist sin forkærlighed for de lutherske ”kættere”. Jørgen Fris besluttede derfor at gøre kort proces og satte sig med magt i besiddelse af den jord, som han mente, var hans.
Kort tid efter døde kong Frederik og blev efterfulgt af Christian III, der beordrede den overmodige Viborg-bisp til at give de fattige præster deres jord tilbage. Kongen var lutheraner og var ikke bange for at vise det. I 1536 sendte han en opfordring til borgerne i Viborg om at gribe bispen og føre ham til København. Det lod de sig ikke sige to gange. Samme efterår blev han afsat sammen med de andre katolske biskopper.
Just som Peder Thomesen nu kunne virke under trygge vilkår i sit lille landsbyembede, ventede der ham et større hverv.

Bispeviet i 1537

Han deltog i udarbejdelsen af Kirkeordinansen ved hellig trekongertid 1537, og var medunderskriver den 2. september. Denne lov indeholder bestemmelser om den evangeliske kirke, som i Danmark-Norge blev oprettet ved Reformationen. Kong Christian III udnævnte Peder Thomesen til superintendent over Vendelbo Stift (Børglum Stift); han blev den første evangeliske biskop i stiftet.
Den tyske reformator Johannes Bugenhagen, der blev kaldt Nordens anden apostel, viede ham til biskop den 2. september 1537. Man valgte at kalde de evangeliske biskopper ’superintendenter’, for bispetitlen var forhadt på grund af de katolske biskoppers hovmod og ofte umoralske livsførelse.
Peder Thomesen og de øvrige 6 biskopper aflagde hver især troskabs- og lydighedsed til kongen, at de ville se på konges ære og gavn samt fred og rolighed, vise sig flittige og ustraffelige i deres embede ved at prædike Guds ord rent og uforfalsket, samt forrette sakramenterne efter Kristi indstiftelse, tilholde enhver præst at gøre det samme i deres menigheder, og at de ville undervise de enfoldige og vankundige udi de enfoldige sandheder i Guds ord.
Ligeledes skulle de have tilsyn med børnenes skolegang og sørge for at uddele almisse til fattige. De skulle i alle ting vise sig upartiske og retsindige, uden at gøre noget for gunst og gave.
Angående embedslønnen fik Peder Thomesen et kongebrev med dette indhold: ”At han aarlig skulde oppebære af Kgl. Majestæts Tiende saa meget Korn, som han skal aarligen have paa sit Embeds Vegne; og hvis andet, som han derudover skal have, Penge og anden Del, det skal Mester Henrik Gerkens aarligen fornøje ham af samme Tiende, til saa længe Kgl. Majestæts i andre Maade kan forvise ham, hvor han skal aarligen opbære samme Landgilde og Rente.”
Så Peder Thomesen måtte forlade det sted, hvor han havde tilbragt sine første præsteår sammen med Anne Lauritsdatter, og hvor han sikkert havde fået sig en trofast vennekreds. Foreløbig tog han derfor bolig i Nykøbing Mors. Derfra kunne han besøge sine venner i Salling, heriblandt de præster, med hvem han tidligere delte både godt og ondt. Nykøbing viste sig imidlertid snart at være alt for afsides som bispeby for Vendelbo Stift.

Vendsyssel – et lukket land

Der lå en vanskelig opgave til for Peder Thomesen som biskop.
I Vendelbo Stift levede folket endnu i de gamle folder, og der havde været en voldsom revolution forud for reformationen. Der skulle nu oprettes skoler, hvoraf der så godt som ingen fandtes, og der skulle sørges for de fattige, der tidligere holdt til i klostrene.
Intet sted kunne der ventes større og sejere modstand end i Vendsyssel; vendelboerne lukker ikke straks op for noget nyt.
Sådan er det nu, og den side af vendelboernes natur var sikkert ikke mindre udtalt, da reformationen begyndte. Så det blev en lang kamp for ham at indføre vendelboerne i den lutherske tro. Peder Thomesen fik også modstand både fra præster og klostre.
Vanskelighederne for den nye biskop var mange. Det var fx vanskeligt for ham at få sin løn – en vanskelighed, som han delte med de andre seks nye biskopper.
Disse vanskeligheder menes at have været større i Vendsyssel end de fleste andre steder. Sandsynligvis ikke blot et udtryk for, at befolkningen var fattigere end andre i landet, men også et udtryk for den uvilje og modstand, reformationen mødte.
Der sad gamle katolske præster i de fleste embeder. Det var ikke let for biskoppen at finde tilstrækkelig mange kvalificerede evangeliske præster, selv om det ikke krævede de store kvalifikationer.

Præst og magiker

Det berettes, at præsten i Mov, der lå under Viborg Stift, voldte en uophørlig uro i det tidligere Dronninglund Herred. Præsten hed Ole og var en præsteviet broder fra Mariager Kloster, der ejede det meste af Mov Sogn. Ved siden af sit præsteembede drev han en vidtstrakt forretning med alle slags tryllekunster. Han kunne” lægge skrift i flåer”, det vil sige, at han indridsede tegn i de træklodser, der holdt fiskernes garn oprejst i vandet, og straks vrimlede silden ind i garnene. Mest drev han sine forretninger nordenfjords uden for sit eget stift, og dér havde han støtte hos jomfruerne i Hundslund Kloster ved Dronninglund. Der er beretninger om hans bedrifter i Hals og i Hellevad. Det var umuligt for Peder Thomesen at komme af med ham; det lykkedes først for hans efterfølger.
En stor vanskelighed var også tidens råhed, også blandt præster. Det var ikke uhørt, at en præst begik manddrab, og der var ingen fastsatte love for, hvad der i så tilfælde skulle gøres. Man mente dog, at en sådan præst skulle afsættes.
I april 1539 samledes fire af de nye biskopper, deriblandt Peder Thomesen, med Dr. Johannes Bugenhagen i Nyborg for at forhandle om, hvad der var at gøre. De skrev til kongen om, at der måtte skaffes udveje til gennemførelse af Kirkeordinansens bestemmelser, blev udfærdiget. Der måtte sørges for, at skolerne blev forsynet med de nødvendige midler, at de fattige på hospitalerne blev forsørget, og at præsterne kunne nyde de rettigheder, der tilkom dem.

Meddelelse fra Christian III til biskop Peder Thomesen

Kongen svarede:
Kongelig meddelelse givet til Hr. Peder Thomesen, første evangeliske superintendent i Vendelbo Stift, angående den gejstlige orden, den 28. august 1540:
I og med at højbårne første og stormægtigste herre, hr. Christian med Guds nåde Danmarks, Norges etc. konge, vor nådigste herre, nu med hans kongelige majestæts bud, som her nu til stede er, har overvejet og givet svar på det ærinde, som hr. Peder Thomssen i Vendsyssel Stift nu skriftligt har overdraget hans kongelige majestæt.
Først skal det fra superintendentens side kræves, at de præster i Vendsyssel Stift, som på samme måde, som det gøres i Viborg Stift, vil drive gæstgiveri, efter hans kongelige majestæts ønske skal ansøge om dette skriftligt eller mundtligt hos hans nådes befalingsmand Axel Juel, så at det går tilbørligt til.
Samme superintendent er medgivet skrivelse til Niels Lange, forstander på Dueholm Kloster, om at han skal opbygge og færdiggøre huset til hospitalet i Nykøbing og opretholde hospitalet i overensstemmelse med, hvad han tilforn er blevet enig med Henrik Rantzow og superintendenten om.
Endvidere er han medgivet skrivelse til borgmester og råd i Nykøbing Mors om, at de skal lægge gildegodset sammen med hospitalet, i overensstemmelse med, hvad man også tilforn er blevet enig med Henrik Rantzov og superintendenten om.

Også Ejler Lykke er blevet overbragt en skrivelse, hvoraf det fremgår, at han på sin svogers vegne skal sørge for, at der i de tre sogne ikke må anvendes kapellaner, som ikke forinden er blevet undersøgte og udspurgte af superintendenten, hvorved hans kongelige majestæt ikke selv behøver stå for ansættelsen af de kapellaner, som er egnede og som vide at prædike Guds ord rent og klart.

Samme superintendent er medgivet skrivelse til Axel Juel, hvoraf det fremgår, at han har berettet for hans kongelige majestæt, hvorledes der i Vendsyssel Stift skal være mange forløbne munke og andre falske prædikanter, som prædiker og hemmeligt forfører og omvender den fattige, simple almue. Derfor har hans kongelige majestæt indtrængende befalet Axel Juel at føre flittigt og omhyggeligt tilsyn med, at sådanne falske og ugudelige mænd ikke tilstedes at opholde sig og have deres gang i stiftet, og at han forviser og bortjager dem.
Axel Juel skal også på hans kongelige majestæts vegne enten opbygge eller færdiggøre gården i Hjørring for superintendenten, eller også på et andet sted stille ham en gård til rådighed, som han selv og hans efterfølgere som superintendenter til alle tider kan bo og opholde sig i.
Axel Juel skal også komme overens med superintendenten i stiftet og overføre ham hans løn og midler til livets opretholdelse, således at han får dem til tiden og i rette omfang.
Med hensyn til de sogne, som endnu tilhører klostre eller er forlenede til riddermænd, ønsker hans kongelige majestæt, at der afventes med afgørelse, indtil hans nåde selv kommer til Nørrejylland og så kan erfare, hvilke personer der er i besiddelse af disse len, og selv se disses skøder og herefter alt efter omstændighederne kan handle derefter og træffe beslutning i samme sager…
Givet på Københavns Slot torsdagen efter Sankt Batholomæi dag år 1540. Majestæts signet.

Lensmand (stiftamtmand) Axell Juell på Aalborghus havde et par dage forinden også modtaget et brev fra Kong Christian III, dateret d. 26. august 1540.

Opgav i 1548

Hvorvidt biskop Thomesen fik gennemført det, kongen pålagde ham, vides ikke, ligeledes findes intet nedskrevet om det reformationens-arbejde han fik gennemført i stiftet. Der er beskrevet, at han med held enkelte steder fik skolevæsnet fremmet, bl. a. fik han i Nykøbing Mors skaffet midler til en skole. Det lykkedes ham at få Dueholm Kloster flyttet ind til Nykøbing og omdannet til latinskole.
Der var generelt meget vanskelige forhold for Peder Thomesen i Vendelbo Stift. Han har haft sit hyr med at bringe orden. Navnlig hans gamle ordensbrødre på Børglum Kloster havde han mange sammenstød med. Derfor opgav han kampen og tog sin afsked efter godt ti år som biskop, i 1548. Han var kørt fast og orkede ikke at passe bispeembedet længere. Han blev efterfulgt af Dr. Oluf Chrysostomus 1548-1553, der residerede i Hjørring.

Præst i Haverslev-Bejstrup

Derefter fik han af kongen overladt Haverslev og Bejstrup kirker i Han Herred, som det fremgår af følgende Kongebrev: ”Hr. Peder Thomissen, Superintendent udi Vendelbo Stift, fik Livsbrev paa Haverslev og dens Annexkirke og der tilmed Kronens Part af Tienden over alt forskrevne Sogne at have, nyde, bruge og beholde kvit og fri uden at Tynge; dog saa at han skal altid besørge samme Kirker med gode Sognepræster, som kan gjøre Sognefolket, baade inden Kirken og uden, den Rettighed med Prædiken og anden Gudstjeneste efter Ordinansens Lydelse. Cum inhibitione solita. Datum Kolding
Mandagen post dominicam vocem Jucunditatis Åar etc. 1548.”

Haverslev og Bejstrup hørte til de anseeligere sogne i stiftet. I Præstegården fandtes et Barfred, et gæstehus for kongerne, når de rejste rundt i landet. Efter at efterfølgeren i bispeembedet var tiltrådt, trak Peder Thomesen sig tilbage til Haverslev, hvor han selv overtog præsteembedet.
Hans søn, Thomas Pedersen, fik senere kaldet, og hos ham levede den forhenværende biskop resten af sin levetid. Han døde i 1560, og i 1561 kaldtes hans hustru Anne Lauridsdatter for ”Hr. Peders efterleverske i Haverslev.”
Da Peder Thomesen trak sig tilbage fra bispeembedet, har han muligvis beholdt sin gård i Thisted. En gammel årbog beretter, at ”1557 Onsdagen efter Cantate brendte Herr Peder Thomesens Gård i Thisted”.

Belæst reformator

Man må vel nærmest tænke sig Peder Thomesen som en samvittighedsfuld teolog, der gik i sin læremesters fodspor og granskede Biblen flittigt. Men han gør ikke indtryk af at have været nogen kampens mand som Hans Tausen. I så fald havde han vel ikke så tidligt opgivet bispeembedet.
Hans rige erfaring og hans fortrolige forhold til reformationens bannerfører gjorde ham selvskreven til at indtage en fremtrædende plads i den unge lutherske kirke som en af reformationens fædre i Jylland.
For at bedømme Peder Thomesens teologiske virke må man se på den fortegnelse, hans efterfølger som biskop lod affatte over de bøger, der fandtes rundt om hos præster, som var underlagt ham. Peder Thomesens bibliotek bestod af 18 teologiske bøger – en mellemstor bogsamling efter datidens forhold; i gennemsnit ejede præsterne 12-15 bøger. Han ragede op over de øvrige præster i lærdom. Der fandtes en hebræisk bibel og et nyt testamente på græsk; dem havde ingen andre præster i stiftet.
Og så må det ikke glemmes, at han også havde studeret hos Luther selv i Wittenberg.

I Sct. Knuds Kilde, Hjørring, blev der i 1909 rejst en række mindesten over betydningsfulde vendelboer, blandt dem reformationens forkæmper i Vendsyssel, Peder Thomesen, den første evangeliske biskop i Vendsyssel.
Hans halvbror, Peter Lauritsen Larsen, der var uddannet som munk i Børglum, blev luthersk præst fra 1537 til 1566 i Rakkeby, Harrislev og Sejlstrup ved Hjørring. Efter reformationen giftede han sig og betegnes også som en belæst og erfaren mand.

Kilder: Vendsyssel Tidende den 30. juli 1924 og den 29. januar 1936. Aalborg Stiftstidende den 21. september 1909 og den 26. april 1936. Thisted Amtsavis den 2. januar 1913. Thisted Amts Tidende den 28. og 30. oktober 1936. Skive Folkeblad den 6. november 1903. WikiVendsyssel og Gyldendal – Den store Danske – Aalborg Bispearkiv – Kirkehistoriske Samlinger – Kong Christian den 3. historie.