Erfaringer med bøn på gaden i Esbjerg

Det er nu godt 3 år siden, vi begyndte at bede for mennesker på gaden i Esbjerg.

Vi var et par stykker, der havde talt om det, men ikke rigtigt vidst eller været enige om, hvordan vi skulle praktisere det.
Så kom Bjarke Pedersen fra Vejle sammen med et par raske piger og hjalp os i gang, og siden da har vi bedt for mange mennesker.
Der var også nogle få mere, der gerne ville være med, så vi plejer at være 4-6 personer, der er med til bøn på gaden.

Smerter forsvinder

Det er som oftest mennesker, der har smerter ét eller andet sted, vi beder for på gaden, og vi ser i de fleste tilfælde, at det, der gør ondt, forsvinder, mens vi beder en kort bøn, men det sker da også, at vi beder for noget, hvor man ikke lige kan se eller mærke, om der sker noget, og der er også tilfælde, hvor smerten forsvinder senere, men det får vi sjældent tilbagemeldinger om.

Vi traf dog en dag en mand, der havde ondt i ryggen, og ham fik vi lov at bede for, fordi han kendte én, der havde fået forbøn for astma for nogle uger siden, og han havde ikke haft brug for astmasprayen siden! Manden med ondt i ryggen fik det bedre, men det gik ikke helt væk.

Nogle huskes

Nogle af dem, vi har bedt for, glemmer vi hurtigt – undertiden før vi er færdige for den dag. Andre husker vi, fordi situationen var speciel, fordi problemet virkede som en bagatel, eller som det modsatte.

Pigen, der havde lidt ondt i sin lillefinger, fordi hun havde slået den for en times tid siden, husker jeg, fordi det ikke var noget særligt, men vi har ikke nogen bagatelgrænse, og det har Gud åbenbart heller ikke, for smerterne gik væk, da jeg bad for hende.

Eller vi husker en person, fordi problemet var stort, som fx manden vi traf her i efteråret, der gik med to krykker, fordi han havde fået et kompliceret brud i højre fod, og lægerne kunne ikke gøre den fri for smerte og ømhed, men Gud kunne – og Han gjorde det!

Krumbøjet rettede sig

En anden oplevelse var med en kvinde, der sad på en bænk, og hun fortalte, at hun havde problemer med ryggen.
Min makker spurgte hende, om han måtte lægge hånden på hendes ryg og bede for hende. Det måtte han, og det gjorde han, men vi var noget usikre på, om der var sket noget med ryggen, og det var mit indtryk, at kvinden også var usikker på det. Da vi ikke syntes, vi kunne komme videre med hende, fortsatte vi vor vandring, men lidt efter indhentede hun os og fortalte, at hun plejede at gå krumbøjet, men nu kunne hun rette sig op!

Healeren

Vi mødte også en dag en kvinde, som fortalte, at hun havde haft ondt i ryggen, siden hun faldt ned, da hun var en lille pige, og at hun var healer.

Min makker sagde: ”Så ved du godt, at der er en åndelig verden.” ”Ja,” svarede hun.
Min makker fik så lov at lægge hånden på hendes ryg og bede for hende, og smerterne forsvandt!
Hun fortalte ikke noget om sin alder, men jeg vil da tro, at hun var fyldt 40.

Trist og opmuntrende

Min makker fra én af de dage, vi var på gaden, har givet mig tilladelse til at citere fra hendes Facebook-opdatering efter en dag, der for hende mest havde været træls, men endte med en stor opmuntring:
”Jeg og min makker oplevede ikke megen positiv respons i dag, men blev mest mødt af mange afslag, skæld ud og hånlatter.

Da vi nærmede os McDonald’s så jeg en mand, der var ved at låse sin cykel, og jeg tænkte: ’Nå hvad, jeg giver det lige en sidste chance’, gik hen til manden, fortalte lidt om hvem vi var, og spurgte om han havde nogen smerter eller andet, vi kunne bede Gud om at tage væk.

Manden fortalte, at han havde mødt nogen af os i sidste uge, hvor han var blevet bedt for, og at der var kommet en bedring, men helt væk var generne ikke.

Vi spurgte, hvad det drejede sig om, og han fortalte, at han havde været ude for et trafikuheld, hvor lårbensknoglen, hoften og skulderen var blevet svært beskadiget, og at det generede ham. Han fortalte at hans ene ben var 1,5 cm længere end det andet, så han haltede.

Jeg har som tilskuer set flere for korte ben vokse ud, men har aldrig selv bedt for sådan et mirakel, men følte, at det skulle jeg bede for, så jeg spurgte manden, om vi måtte bede om, at hans ben måtte vokse ud. Han indvilligede, og vi fik ham placeret i en stol udenfor en isbar.

Jeg tog mandens ben i mine hænder, det ene var tydeligt kortere end det andet.
Jeg holdt hænderne under fødderne og bad, som gjaldt det livet.

INTET skete.

Jeg fortsatte og bad Gud om at berøre denne mand, at skabe nyt i mandens hofte, og lårbensknogle, hvor der var sket skader.

Jeg syntes ikke rigtig, jeg oplevede noget, men pludselig nåede det korte ben ned i samme længde på skoen, så begge ben så lige lange ud.

Jeg blive virkelig paf. Sagde til manden, at jeg ikke var ude på at manipulere ham, og at jeg jo i princippet kunne have rykket i hans ben, uden at vide det selv, men at nu var benene altså lige lange, så det så ud, som om benet var vokset ud…

Manden sagde så: Jamen jeg sad jo og så det selv, da det skete…’ .

Min makker spurgte, om der ellers var andet, han blev plaget af fra ulykken, og manden fortalte, at hans højre skulder var ødelagt, så efter ulykken havde han kun kunnet række den højre arm 2/3 op over hovedet.

Min makker lagde derefter hænderne på skulderen, bad om fuld genoprettelse, hvorefter han bad manden om at løfte sine arme.

Det gjorde han, og da begge arme røg op over hovedet uden problemer, faldt hans kæbe bogstaveligt ned, og han så fuldstændig overrasket ud et sekund, inden han begyndte at storsmile over hele hovedet.”

Blufærdighed

Jeg var sammen med Elisabeth, og vi mødte tre personer, der fulgtes ad. Søskende med en stor aldersspredning, gætter jeg på. Det var en mand i tyverne, en teenagepige og en pige, der ikke var teenager endnu. Det var mig, der kontaktede dem.

Teenagepigen sagde, hun havde hovedpine, og efter at have forklaret, hvad vi ville, spurgte jeg, om jeg måtte lægge min hånd på hendes hoved og bede for hende. Hun betænkte sig lidt uden at svare. Hun ville nok gerne af med den hovedpine, men det var vel lidt for mærkeligt, at en fremmed mand ville lægge sin hånd på hendes hoved.

Vil du hellere have Elisabeth til at gøre det, spurgte jeg. Så måtte jeg pludseligt godt, og hovedpinen forsvandt da også.

Det, at der var en kvinde med, var åbenbart betryggende. Imens havde Elisabeth bedt for mandens ryg, uden at jeg rigtigt havde opdaget det, og rygsmerterne forsvandt. Den yngste pige fejlede ikke noget.

Der sker altid noget

Der sker næsten altid noget ved Bøn på Gaden.
Noget af det kan du se på http://www.venmedgud.dk/, og derfra kan du klikke dig videre til vor Facebookgruppe, hvis du er på Facebook.

Få tager imod frelse

Vi er naturligvis glade for, at mennesker bliver helbredt, men det er endnu vigtigere, at de kommer til personlig tro, så vi prøver også at give dem evangeliet om frelse ved Jesus, og nogle af dem, vi taler med, tager sig da også tid til at blive og høre, hvad vi har at sige, men det er ganske få, der tager imod det. Vi tror dog, at vi får sået en sæd, som skal bære frugt med tiden.

Er du kaldet?

Det er ikke alle, der er kaldet til at kontakte folk på gaden for at bede for dem, men Jesus siger i Mark 16,18 om dem, der tror: ”De skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.”

Hvis du er én af dem, der tror, er det altså også dig, der skal lægge hænderne på syge, når du træffer på dem, og så tror jeg på, at du vil opleve, at Gud helbreder dem, hvad enten de lige har slået lillefingeren, eller de har haft ondt i ryggen i 30 år!

Kickstart

Der er nogen, der kalder det kickstart, når man får begyndt at bede for mennesker på gaden. Kickstart betyder jo egentlig at blive sparket i gang, og jeg har ikke lyst til at sparke nogen, men hvis der er nogen – ikke for langt væk fra Esbjerg, der har brug for et lille kærligt skub, er jeg indstillet på at ’skubbe’. Jeg har ikke aftale med andre i eller uden for Esbjerg, men jeg tror ikke, jeg vil være den eneste.

Hvis afstanden skønnes at være for stor, vil jeg gerne prøve at finde nogen i nærheden, der er indstillet på at hjælpe i gang.

Du kan kontakte mig på adressen: frits.k@city.dk