Hvorfor dette had til Israel?

Lige før sin afgang, sørgede tidl. præsident Obama pludselig for, at USA undlod at stemme i FNs sikkerhedsråd, så Israel endnu engang kunne blive fordømt af alverden.

En afgående præsident foretager sig ellers aldrig noget markant i overgangs-perioden. I hvert fald ikke uden at have konsulteret den tiltrædende præsident.

Nogle kommentatorer har ment, at Obama blot ville hævne sig på den israelske premierminister Netanyahu, der ofte har udtalt sin store skuffelse over Obama.

Men ville Obama sætte Israels skæbne og verdensfreden på spil, blot for at drille en anden politiker?
Forklaringen er snarere, at Obama fulgte den stadig mere Israels-fjendtlige holdning i politiske kredse. Til trods for, at Israel er det mest demokratiske og frie land i Mellemøsten, og at højreorienterede muslimske diktatorer hersker i de fleste andre arabiske lande, er det blevet progressivt at være imod, boycotte og isolere Israel.

Hvorfor? Det giver ikke logisk mening.

Officielt sker det for at gennemtvinge en deling af det lille land, så palæstinenserne får halvdelen. Men eksperimentet med delvist selvstyre i Hamas i Gaza har ikke bragt freden nærmere – tværtimod. De rabiate ledere har brugt indrømmelsen til at angribe endnu mere. Målet for dem er fortsat at udrydde jøderne og fjerne Israel fra landkortet. Og hadet og løgnene om jøderne og Israel vokser, ikke blot i Mellemøsten, men i hele verden, så det må bekymre os alle.

Et skift i verdenspolitiken?

Men noget tyder på, at der nu er et skift på vej.
* Selv om modstanderne har beskyldt Trump for bl.a. at være jødehader (ja, hvad har de IKKE beskyldt ham for?) så vil han tværtimod ændre USAs holdning til gavn for Israel.

* Den franske præsident Hollande, som var så ivrig efter at gennemtrumfe presset på Israel, synger på sit sidste vers. Meningsmålinger viser, at hans fløj taber valget.
* Den nye britiske regering, som har meldt Storbritanien ud af EU, sendte vel at mærke ikke sin udenrigsminister Boris Johnson, men kun en embedsmand til ”Fredskonferencen”.
* Det samme gjorde Canada og mange andre EU-lande.
* Australien nægtede at underskrive slutdokumentet.
* FNs nye generalsekretær António Guterres valgte klogeligt at blive væk fra ”fredskonferencen”.
* Og da EUs udenrigsministre i mandags skulle konfirmere resolutionen og gøre den til EU-politik, forhindrede britterne dette sammen med en håndfuld østeuropæiske lande.

Et resultat af bøn?
“Fredskonferencen i Paris mislykkedes muligvis i at genstarte fredsprocessen, men den har styrket græsrøddernes opbakning til Israel i hele verden,” konkluderer Tomas Sandell fra European Coalition for Israel.
ECI advarede forud de kristne om topmødet imod Israel. Og i mange lande har der været intens bøn. Nogle rejste til Paris søndag for at vise deres støtte til jøderne.

Bøn har en langt større betydning, end vi normalt forestiller os. For mig er der ingen tvivl om, at de seneste ugers stormløb imod jøderne blev afværget, som et resultat af bøn.
Som kristne hader vi selvfølgelig ikke palæstinenserne. Tværtimod, vi ønsker, at de slipper fri af deres ekstreme ledere, som har ledt dem ud i en blindgyde af had og vold.

Vi må gå imod den antisemitiske ånd, som er så stærk blandt de muslimske ledere – og som desværre også har smittet nogle af Vestens ”pæne” politikere og medier.

Dette underlige had til jøderne har i virkeligheden ikke meget med palæstinenserne at gøre. Det handler heller ikke om højre- eller venstrefløj. Det kan i virkeligheden kun forstås ud fra et åndeligt perspektiv.

Hadet til jøderne og Israel kan derfor bekæmpes åndeligt: Gennem bøn og gennem forkyndelse af det ægte freds-evangelium og tilgivelsens fredsproces – både for jøder og palæstinensere.