Kærlighed og ensomhed

Med sådan en overskrift, så skulle man tro, at jeg har fået din opmærksomhed? Og opmærksomhed det fortjener bandet Leagues også med deres andet album ’Alone Together’. Det er et dejligt mix af elektronisk pop og indie.

Temaerne i numrene kredser omkring kærlighed og ensomhed – noget, som alle kan forholde sig til. ”I wanted to tell you a joke and make you laugh/ Instead of seeing me / I wanted to change my name / be any one else / besides me / but it’s all I got / I give you everything” synger forsanger Thad Cockrell ærligt i nummeret New Money. Det er generelt ærlige og gode tekster.

På trods af de nogle gange lidt følsomme og svære emner, så er musikken ikke trist – tværtimod er det energisk og positiv musik, som løfter én op. Det er nogenlunde som det forrige og roste debutalbum fra 2013, men en kende mere elektronisk og poppet.
Bandet består af Thad Cockrell, som er søn af en præst, og Jeremy Lutito, som tidligere har turneret med Jars of Clay. De er begge midt i 30’erne, og det er måske denne modenhed som gør, at de kan skrive tekster med en vis tyngde og erfaring. Det er desværre ikke altid det normale indenfor denne musikgenre.

Dette udmærkede album slutter af med det lidt atypiske nummer ’Walking to a City’, hvor der efter de mange ord, følelser og tanker i albummet bliver råbt ud til Gud med omkvædet: ”Fill my cup, Lord / And run it over / Give me love / Give me joy / Give me peace (…) / I am your child in need”. Og i sidste omkvæd bliver der, som var det en salme af David, overgivende og bekræftigende sunget: ”You fill my cup, Lord / You give me love / You give me joy / You give me peace.”

En smuk afslutning på et dejligt forfriskende album, som kan anbefales!