Kirker med nyere musik og konservativ tro vokser mest
Både form og indhold har betydning for kirkers vækst, viser en canadisk undersøgelse. Bibeltro forkyndelse af fx. Jesu fysiske opstandelse og at der kun er frelse i troen på ham får flere til at søge kirken.
Også ungdomsarbejde og musikstil er afgørende for kirkevækst, viser en undersøgelse foretaget af canadiske forskere.
Rapporten med titlen “Theology Matters: Comparing the Traits of Growing and Declining Mainline Protestant Church Attendees and Clergy” bygger på svar fra 2.225 faste kirkegængere i Ontario, Canada, samt interviews med 29 præster og 195 besøgende i evangeliske kirker.
Teologien er vigtig
En række præster har rost undersøgelsen, som bekræfter det, de selv har oplevet: at teologien er altafgørende.
– Dette studie var vigtigt, fordi det empirisk har sat tal på noget, som evangeliske tilhængere af fornyelse har sagt i årtier – at teologien er vigtig, lyder kommentaren fra metodistpræst Tom Lambrecht i et interview med The Christian Post.
Også baptistpræst John Daffern fra MTV Church i Columbus, Mississippi, nikker genkendende til konklusionen.
– Vi er teologisk konservative ifølge denne undersøgelse. Men samtidig er vi skamløst moderne, og vi oplever en periode med vækst i vores kirke, som står i direkte kontrast til det, der sker i mange af de traditionelle kirker og endda i sammenligning med mere karismatiske kirker.
Det, vi kan lære af undersøgelsen, må være to ting: For det første må kirkerne have en tidssvarende forståelse for, hvordan man formidler troen. For det andet må indholdet i det, der formidles, være i overensstemmelse med konservativ, ortodoks kristen tro, siger John Daffern.
Levende og aktiv tro
Forskerne fandt, at både bibeltro forkyndelse, moderne lovsang og evangelisering hører sammen med kirkevækst.
– En af årsagerne til, at folk bliver tiltrukket af de moderne kirker, er den, at folk ikke vil være en del af et monument. Derimod vil de gerne være en del af en bevægelse. Og noget af det smukkeste ved kristendommen er det, at den er levende og aktiv, understreger John Daffern.
Opstandelse, mirakler og frelse ved tro på Jesus
Forskerne David Millard Haskell, Kevin N. Flatt og Stephanie Burgoyne viser i deres rapport, hvordan hhv. kirkegængere og præster forholder sig til spørgsmål som:
– Udfører Gud mirakler som svar på bøn?
– Tilgiver Gud menneskers synd på grund af Jesu liv, død og opstandelse?
– Stod Jesus op af graven med kød og blod?
– Er der kun frelse ved tro på Jesus Kristus?
Svarene på 17 spørgsmål om troen vises i skemaer med angivelse af, om de pågældende hører til i en kirke i hhv. vækst eller tilbagegang. Kirkevækst hører tydeligvis sammen med et positivt svar på de ovennævnte spørgsmål.
Samtidig er der også markant størst kirkevækst i de menigheder, hvor folk svarer negativt på spørgsmålet, om alle større religioner er lige gode og sande.
Det er vigtigt med god forkyndelse, hvis en kirke skal opleve vækst og fastholde sine medlemmer. Men et faldende medlemstal viser sig også ifølge rapporten at høre sammen med, om kirken fx mangler et ungdomsarbejde og ikke bruger tidssvarende musik og skærme i forkyndelsen.