Må lægen idømme ’indirekte dødsstraf’?
Erik Rissager vil gerne genoplives. Men lægen har nægtet ham den mulighed gennem journalen.
– Jeg regner med at blive 120 år, siger 71-årige Erik Rissager fra Løkken. Men netop nu kæmper han imod det, han kalder lægens indirekte dødsdom.
– Jeg tænker meget over det. Det er en indirekte dødsdom, siger Erik Riisager til TV 2. Han har søgt hjælp hos patientklagenævnet uden at få medhold. For lægerne har vurderet, at han som hjerte- og nyrepatient ikke skal forsøges genoplivet ved hjertestop.
Selv mener Erik Riisager, at det må være op til Vorherre, hvornår han skal herfra.
I Ældresagen i Hjørring undrer man sig over lægens vurdering.
– Hvis det er det, han ønsker, skal han virkelig genoplives, mener Bente Vogt.
På Aalborg Sygehus er den generelle holdning, at læge og patient sammen skal forsøge at nå til enighed om, hvad behandlingen skal være. Men det er ikke sket i den aktuelle sag.
Heller ikke i Etisk Råd vil man tage stilling til den konkrete sag. Lægerne bør være lydhøre overfor patienternes ønsker, men patienterne kan ikke selv få lov til at bestemme, hvordan behandlingen skal foregå, mener Etisk Råd.
Behandlingstestamente
Nu viser det sig, at der er et politisk flertal for et såkaldt ”behandlingstestamente”, som skal sikre borgernes ret til større indflydelse på deres egen behandling. Det handler også om tilliden til, at lægerne vil patienterne det godt – eller der er tale om en spareøvelse.
Både Socialdemokratiet og Venstre ønsker i lyset af Erik Riisagers situation, at patienterne fremover skal have mere indflydelse på deres egen behandling fx ved hjertestop.
– Der skal ofres meget tid på samtalen mellem læge og patient, mener Flemming Møller Mortensen, der er sundhedsordfører hos Socialdemokratiet.
Også sundhedsordføreren fra DF har kommenteret på sagen.
– Hvem er det, der skal lege Vorherre? Det er altså ikke lægerne! Lægerne har skrevet under på et lægeløfte, der siger, at de skal redde de mennesker, der har brug for det, siger Liselott Blixt.
Hun tilføjer, det må være afgørende, at Erik Riisager i det konkrete tilfælde har både livsgnist og ønsket om at leve.
Foreløbig har 62 procent af TV2’s læsere stemt Ja til at patienten selv bør have det sidste ord om genoplivning.