Præst og journalist bliver FrikirkeNets første generalsekretær
Mikael Wandt Laursen skal dog fortsat være deltidspræst i Kirken i Kulturcenteret i København.
Den 1. februar 2017 tiltræder den 43-årige journalist og præst Mikael Wandt Laursen i en 60-procentsstilling som generalsekretær i FrikirkeNet.
Der er tale om en ny stilling, hvor FrikirkeNet gennem generalsekretæren bl.a. vil styrke kommunikationen.
En af Mikael Wandt Laursens første opgaver bliver at arbejde med en strategiplan for FrikirkeNets eksterne kommunikation. Sammen med formand Tonny Jacobsen skal Mikael fremover tegne FrikirkeNet i forhold til medier, politikere og andre organisationer.
De gode historier
Generalsekretærens opgave vil i høj grad handle om at formidle, hvad frikirker egentlig er.
– Frikirker er et fantastisk kirkealternativ i Danmark, som mange danskere ikke kender til. Ved at nedbryde fordomme og fortælle inspirerende historier håber jeg, at vi igennem FrikirkeNet kan gøre det mere attraktivt for danskere at besøge den lokale frikirke, forklarer Mikael Wandt Laursen.
Internationale frikirker
Mikael Wandt Laursen har været præst i Kirken i Kulturcenteret i København igennem 12 år. De sidste fire år har han haft ansvaret for kirkens internationale arbejde samt netværksgrupperne.
Siden teenageårene har han interesseret sig for forholdet mellem kirke og samfund, hvilket også kan ses i hans valg af uddannelser: Han har en kandidat i missiologi fra Fuller Theological Seminary i Dallas foruden en uddannelse som fagjournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Pt. arbejder han også freelance ved DR’s transmission af radio-gudstjenester.
Har du særlige visioner for det internationale arbejde?
– Internationale frikirker vokser i antal i rekordfart i Danmark. Det er vigtigt, at de bliver inkluderet i relationer med danske kirker, så vi i næste omgang kan samarbejde og opleve synergi, hvor det giver mening.
FrikirkeNet skal have et ansigt udadtil
Hvordan ønsker du at præge FrikirkeNet?
– Jeg vil gerne styrke samarbejdet mellem FrikirkeNets medlemskirker, så vi sammen bliver bedre til at fortælle de gode historier til danskerne. Og at vi får et ansigt udadtil til politikere og medieverdenen, så vi bliver anset for en konstruktiv og kritisk med- og modspiller i relevante sager.
Desuden vil vi gerne gøre det produkt, som FrikirkeNet tilbyder, endnu mere attraktivt, så de kirker, der endnu ikke er medlemmer, både ser visionen og behovet for at melde sig ind.
Bliver i København
Mikael er gift med Heidi, og parret har fem børn. De bliver boende i København.
– Det er lettest at bo i Kbh, hvor de fleste politikere og journalister befinder sig.
Men jeg skal også ud i landet og besøge frikirker og andre nøglepersoner rundt omkring, slutter den kommende generalsekretær for FrikirkeNet.