Samtalebog med solidt fokus og vigtige emner
Her er en samtalebog med masser på hjerte og med et kristent udgangspunkt. Meget forfriskende.
Bogens har solidt fokus på kristendommen som det glade budskab og visheden om, at kampen mellem det onde og det gode finder sit udfald i Guds kraft til at vende mørke til lys.
En vidunderlig bog med mange gode indsigter, stof til eftertanke og båret af stor venlighed og gensidig respekt parterne imellem; en optimistisk ånd, der er ganske velgørende. Det er ikke blot brødre i troen, det er venner omkring troen, der mødes: en kristen-bekendende tv-journalist og en katolsk præst og karmeliter-munk.
Mange vigtige emner
Menneskets behov for tegn i sit liv, om dets længsel efter at erfare Gud, om tvivl og tro, om synd og nåde, om ondskabens problem, om hvordan det er at blive et mere sandt og helt menneske og dertil ligne Kristus – blot én lille håndfuld af de vigtige emner, der her tages under behandling.
Og så er der plads i samtalen til både den teologiske dybde og den gode, sunde, velgørende latter! Den ortodokse kirke ser på dysterheden som en alvorlig synd; i denne samtalebog er der ikke meget af den slags, derimod masser af opløftende indspark til vore allesammens fælles liv.
Forsonlighedes ånd
Bogen falder fint i tråd med den forsonlighedens ånd, der fornylig satte fornemt aftryk med Pave Frans’ Sveriges-besøg. Også derfor føler man sig rigtig godt hjemme med denne fine udgivelse, som der bestemt må kippes med flaget for.
Afslutningsvis dette lille udsnit af en opsummerende bøn af broder Stinissen: ”Herre Jesus … Du har hjulpet os at stille de rette spørgsmål og til at lytte til dig for at få de rette svar. Du har hjulpet os med bedre at forstå, hvorfor du har skabt os, hvad der er meningen med dette forunderlige og ofte svære liv på jorden, at forstå bedre, hvorfra vi kommer, og hvor vi er på vej hen” (s.348). – Amen.
Göran Skytte & Wilfrid Stinissen: ”Ansigt til ansigt – Samtale om kristen tro.”
353 sider • 200 kr.
Forlaget Ave Maria