Genoplivning, selvbestemmelse og fagligt skøn

Vi må huske, at genoplivning selv i bedste fald kun vil forlænge et menneskes liv midlertidigt.

I de seneste uger har der verseret en debat omkring borgeres ret til selv at bestemme, om de ønsker genoplivningsforsøg i fald de får hjertestop. Det vil sige: retorikken er blevet reduceret til et ja eller nej til genoplivning. Herved mistes for mig at se en mængde væsentlige mellemregninger, da emnet, som så meget andet her i livet, ikke er entydigt.

Jeg vil med denne kronik forsøge at udfolde det, jeg som sygeplejerske og underviser af sygeplejestuderende ser er de væsentligste områder, der skal medtænkes, når man taler om, at patienter selv skal have ret til at beslutte, at de vil genoplives.

Hvad er genoplivning?

Medicinsk set er genoplivning et forsøg på at få et hjerte, der er holdt op med at slå, til at begynde at pumpe igen. I processen giver man elektrisk stød til hjertet og giver hjertemassage, hvorved man trykker voldsomt på den dødes brystkasse, for at få hjertet til at pumpe blod rundt i kroppen.
Det vil sige, at personen, der søges genoplivet har været klinisk død.

Det sker ved klinisk død

Mellemregningerne, der skal medtages, og som vil være individuelle for hver enkelt krop, er i helt overordnede træk således:
En voksen menneskekrop består af millioner af celler, der udfører processer, som bruger ilt. Er cellerne uden ilt, har de fleste af dem en overlevelsespakke, hvor de kan køre nogle processer uden ilt i en kortere periode, men er de uden ilt for længe, sker uoprettelig skade og celledød.

Hjertet er vores pumpecentral, der sørger for at pumpe blodet rundt til alle celler, så bl.a. livsnødvendig ilt og næringsstoffer kommer ud til vore celler, og affaldsstofferne fra cellernes stofskifte fjernes igen.
Lungerne: Genbrugspladsen for ilt er vores lunger. Her udveksles kuldioxid, som er et affaldsprodukt fra forbrændingen i cellerne, med ny frisk ilt. For at denne udveksling kan ske, må lungevævet ikke være stift eller ødelagt.
Nyrerne: Vore nyrer er både rensningsanlæg og genindvindingsanlæg: Udover udskillelse i urinen af affaldsstoffer fra bl.a. cellernes forbrænding, filtreres og genindvindes også vigtige næringsstoffer, og samtidig er nyrerne meldestation til kroppen om, hvordan blodtrykket er.

Nyrerne er ret sårbare over for mangel på blodtilførsel. Via komplicerede processer medvirker signalstoffer fra nyrerne derfor til at opretholde trykket i blodbanen.

Hjernen: Mange af disse processer styres fra vores harddisk/kommandocentral – hjernen. Også den er fuldstændig afhængig af at få tilført ilt, for at kunne fungere.
Alt dette ved de fleste af os sikkert allerede, men for at forstå de meget komplicerede sammenhænge, kræves års studier inden for de forskellige sundhedsfag…og så er der selvfølgelig meget, som vi endnu ikke ved fuldt ud.

Når døden udskydes

Pointen er, at det er ikke nok at sætte hjertet i gang igen, hvis andre vitale organer har taget skade under hjertestoppet, enten fordi der har været stop i blodcirkulationen for længe, så organerne har taget skade, eller fordi de i forvejen er så nedslidte, at de ikke kan tåle iltmangel lige så godt som sunde organer.

Vi er blevet så dygtige, at det langt hen ad vejen er muligt at udskyde døden via teknologier som respirator, dialyse, kunstige hjerteklapper og via medicin som blodtrykssænkende, kolesterolsænkede medicin eller brug af antibiotica.

Jeg mener, vi skal takke vores Skaber for, at han har udstyret os med intellekt og materiel velstand, så det er blevet muligt.
Men vores problem i dag er, at disse teknologier også kan forlænge dødsprocesserne og dermed påføre det enkelte menneske lidelse. I dag er grænsen mellem liv og død ikke altid lige klar – behandlingsmæssigt set.

Selvbestemmelse

Ifølge Sundhedsloven skal patienter give informeret samtykke til behandling. Her viser bl.a. patienttilfredsheds-undersøgelser, at der er plads til forbedring i Sundhedsvæsenet – at man ikke altid er i stand til at skabe rum og tillid til, at en dialog med information om behandlingsmæssige muligheder, bivirkninger og begrænsninger kan komme i stand.

Patienter har også ret til at frabede sig viden – så i disse tilfælde må sundhedspersonalet afstå fra at give den fulde information.
Hvad gør vi da ved vores selvbestemmelsesret? Vi har først og fremmest brug for at kunne samtale om svære og komplicerede spørgsmål i et rum af gensidig tillid.

Men for mig står det klart: Jeg er ikke bygningskonstruktør og må derfor lytte til faglig ekspertise, hvis jeg vil bygge mit hus om for ikke at risikere, jeg piller i en bærende konstruktion.

På samme måde er jeg nødt til – i tillid til at lægen vil mig det bedste – at stole på, at lægen som fagperson i samråd med mig er bedst til at træffe beslutning om, hvorvidt genoplivning er sundhedsfagligt mulig og etisk forsvarlig. Det er faktisk også derfor, der findes et lægeløfte, og at sundhedspersoner skal autoriseres.

Kan køre på pumperne

Jeg frygter et science fictionagtigt scenarie, hvis man lovgiver om, at patienter selv skal bestemme, om de vil genoplives. Forestil dig vegeterende, svært hjerneskadede mennesker, hvis hjerte måske nok er kommet til at slå igen, men som ikke er i stand til at sanse, at de klinisk set lever efter et genoplivningsforsøg.

Kroppe er sommetider allerede nedslidte på vitale områder, eller cellerne i kroppene tager så alvorlig skade, at de sommetider ikke er i stand til at gøre andet, end ”at køre på pumperne”. Derfor mener jeg, det vil være uetisk at lovgive om patienters ret til selv at bestemme, om de ønsker genoplivningsforsøg, i fald deres vitale organer sætter ud.

Håbet om evigt liv

For kristne vil det være bedre med kristne sundhedsarbejdere, der kan lytte til patienterne og støtte dem i samtalen om det levende håb, som vi Kristustroende er genfødt til.
For alle mennesker er det nødvendigt med omsorg og mennesker, der tør være til stede, når vi lider under sygdom eller svækkelse. Det er en sundhedsprofessionel og en menneskelig opgave for os, uanset hvilken intellektuel viden vi har fået.

Genfødsel er evig – genoplivning har en tid. Den tid skal udnyttes, hvor der kan reddes liv, og respekteres som en grænse der, hvor livet er udlevet.