Karin fandt Gud i USA

Som ung emigrerede Karin til USA. Hun var ikke religiøs, tværtimod. Men da hun var nær ved at miste sit barn, råbte hun til Gud og bad om tilgivelse for sit vilde ungdomsliv. Da hun vendte hjem til Danmark, var det svært at finde nogen, som hun kunne dele sin ensomme tro med.

– Er det mon Guds straf? tænkte Karin, da hun fødte et barn, der var helt blåt.

– Barnet blev straks taget bort efter fødslen. Det var en dreng. Og fødslen skete i Tuscon, Arizona.
Karin var sammen med sin mand rejst til USA for at arbejde med møbelsalg i en dansk butik. Hendes mand Thorkild havde været trainee i møbelbutikken og var blevet spurgt om at komme tilbage. Da han havde fundet Karin, emigrerede de tre år senere.

Slet ikke religiøs

At Karin troede, at det blå barn måtte være Guds straf, skyldtes bestemt ikke en streng religiøs opdragelse:
– Nej, vi var ikke kristne i mit barndomshjem, nærmest tværtimod. Vi bad ikke og hørte ikke om Gud; kun juleaften, smiler fynske Karin og fortsætter alvorlig:
– Jeg havde faktisk en meget træls barndom. Min far var psykisk syg. Og som barn bad jeg derfor også Gud om hjælp. Men det er en anden historie…

Jeg er en synder

– Da de nu hurtigt tog mit blå barn fra mig, var jeg klar over, at han ville få svært ved at overleve. Og jeg tænkte straks, at det var på grund af mine synder.
Jeg var udmærket klar over, at jeg var en synder. Jeg levede et meget verdsligt liv som ung.
Nu lå jeg der, og mit barn var døden nær, så jeg råbte til Gud om tilgivelse for alt det, jeg havde gjort forkert i mit liv.
Kort efter kom de ind og sagde, at nu var min søn Steven helt rask, og de kunne ikke finde noget, der var galt… Og det tog jeg som et tegn på, at Guds havde grebet ind, siger Karin.

Fik bibel af nabo

– Jeg begyndte nu at læse i en bibel, som jeg fik af en venlig nabo. Det er meget nemt at tale med andre om tro i USA, fortæller Karin, som følte at Gud sendte ”tilfældige” personer på hendes vej, som kunne opmuntre hende.
– Jeg har altid godt kunne lide at tegne. Da jeg kedede mig ved at gå derhjemme som husmor, gik jeg til en privat tegnelærer.
Dér var der også en elev, som hed Yolanda. Hun snakkede altid om Jesus. Jeg syntes godt nok, det var lidt underligt i starten, men vi blev de bedste veninder. Og efterhånden kom vi mest til tegning for at snakke om Jesus og Bibelen. Jeg tror, Gud sendte hende på min vej. Hun var en stor opmuntring.
Jeg kom aldrig i en kirke i USA. Der var et eller andet, der holdt mig tilbage. Men derovre er der heldigvis en del forkyndelse i radio og tv, som man kan følge.
Min mand blev dog ikke troende på samme måde. Han har vist altid syntes, at jeg gik for meget op i det med Gud, smiler Karin.

Hjemvé efter Danmark

– Efter ti år fik vi hjemvé og rejste til Danmark. Arizona er jo en ørkenstat med kæmpekaktusser, tæt på Mexico og Californien. Det var et herligt land, et pragtfuldt sted. Men vi ville hjem, så børnene kunne komme i en dansk skole og vokse op som danskere. Foruden Steven fik vi en pige, Christina, i de 10 år fra 1984-94, hvor vi boede derovre.
Da Christina kom i dansk skole, sagde hun til mig: ”Jeg synes, du sagde, at Danmark også var et kristent land. Men jeg synes altså ikke, de tror på samme måde…”

Alene med troen

– Vi slog os ned i Kværndrup på Midt-Fyn, det samme område, som jeg kom fra.
Det var da frustrerende, at jeg ikke kunne dele min tro med familien, som jo syntes, det var en anden Karin, de fik hjem fra USA, end den Karin, de huskede.
For jeg havde jo levet et meget verdsligt liv, før jeg blev gift. Og nu var jeg helt anderledes. Så i starten tog de afstand – nu går det bedre, og de kan se, at det giver mig noget.
Men der gik en tid, hvor jeg var meget alene med min tro.

Gud var der alligevel

Karin har ofte oplevet, at der ”tilfældigvis” skete noget i hendes liv, som var svar på noget, hun havde bedt om. Hun kan nævne mange eksempler. Også i den periode, hvor hun ikke var med i en kirke, men kun havde Jesus at snakke med.
– Vi oprettede en postordre-virksomhed, da vi kom hjem, hvor vi handlede med sportsartikler.
Vi havde regnet med, at vi skulle leve af det. Men det var nok lidt for tidligt dengang. Vi kunne ikke komme af med vores varer, husker Karin.
Hendes mand Thorkild blev i stedet ansat ved Kvik køkkener i Odense, mens hun fortsøgte at få solgt varerne, så de kunne lukke postordre-firmaet.
– Jeg kan huske, at jeg havde en masse gymnastiktøj, som jeg ikke kunne komme af med. Men jeg havde jo lært at bede til Gud, så jeg bad om, at jeg måtte slippe af med det. Og pludselig en dag dukkede der en mand op fra Aarhus. Og han købte det hele!

Døbt i Svendborg

Thorkild blev nu bestyrer af Kvik køkkener i Svendborg.
– Jeg selv søgte ind i de kristne kredse. Jeg fandt ud af, at der var noget, der hed Kristne Forretningsfolk (FGBMFI). Gennem dem kom jeg også i kontakt med de kristne kvinder i Aglow. Det fællesskab har været til utrolig stor velsignelse for mig.
Gennem mine nye venner fandt jeg frem til Pinsekirken i Svendborg et par år senere og valgte at blive døbt i april 1998.
For hende er der ikke noget bedre end at være med i det kristne arbejde. Hun har fx delt Julens Udfordring ud. Og hun har været med i kirkens sociale projekt ”Hjerterummet”.
– Det er bestemt ikke spild af tid, fastslår hun.

Velsignelse over familien

– Min mand kom senere til Kviks hovedkontor i Vildbjerg.
Det er ikke altid, han selv kan se det, men jeg synes, velsignelserne regner ned over familien, griner Karin.
Hun fortæller, at manden havde en tegning hængende af et skib, som han ønskede sig.
Efter at han havde været med hende til Letland og endda været rundthåndet overfor en menighed derovre, oplevede han – uden at vide det – den guddommelige lov om at ”så og høste”.
Han fandt nemlig lige netop dét skib, han ønskede sig. Og der skete samtidig ændringer på arbejdet, så det blev muligt for ham at købe skibet.
– Og jeg står jo bare på sidelinjen og ser, hvordan velsignelserne bliver lagt til rette for os, når vi beder om dem, konstaterer Karin begejstret.

Dejlige børn i pleje

Efter en periode at have solgt køkkener, gik Karin et års tid uden arbejde. Det var en periode, hun nød meget. Men hun måtte i gang igen og tog noget rengøringsarbejde, bare for at tjene penge.
Men snart kom der problemer med ryggen, så hun måtte stoppe. Og igen føler Karin, at Gud lagde et nyt job til rette.
– Det var et ønskejob i en Neye læderforretning, hvor jeg havde en rigtig god arbejdsgiver, som jeg kunne snakke godt med.
Da jeg fem år senere gerne ville i gang med at passe børn til aflastning af børnefamilier, lagde det hele sig også til rette på en fantastisk måde.
Da jeg snakkede med en dame fra kommunen, spurgte hun selv, om det ikke var noget med børn i aflastning. Og så fik jeg nogle dejlige børn i pleje.

Ser Guds hånd i det

– For andre kan det virke som tilfældigheder, men for mig er det bare stort, når jeg ser Guds hånd i det hele, siger Karin og fortsætter:
– Vi var på Turø og ønskede at flytte derover og bo på en bestemt vej med skov og mark, men der var ingen huse til salg, og vi kunne heller ikke købe en byggegrund. – Men efter at jeg havde bedt over det, var der pludselig en veninde, der fortalte, at hendes ejendomsmægler-søn netop havde fået et hus til salg på Turø. Og det var netop på den vej! Så dér bor vi nu.

Israel i hjertet

Karin har næsten hvert år været i Israel, og hun har haft tre af pigerne i aflastning med på ferie.
– Det er sådan, at jeg bliver genkendt i paskontrollen. ”Nå, skal du nu herned igen?”
Hun har rejst alene og i grupper. Første gang var også et ”mirakel” for hende.
– Jamen, er det ikke fantastisk, udbryder Karin på fynsk:
– Min svigermor har en fætter, som har en datter, som er konverteret til jødedom og er rejst derned som ung. Og ved min svigermors 75 års-fødselsdag kommer jeg til at sidde ved siden af forældrene og får kontakten og bliver inviteret til at bo gratis hos datteren – i Jerusalem!
Jeg synes, det er så fantastisk at se alle stederne, hvor Jesus gik, – og se, hvordan profetierne i Det Gamle Testamente nu går i opfyldelse. Hvordan jøderne er kommet hjem fra alle verdenshjørner. Og hvordan nogle af jøderne – de messianske – får øjnene op for, at Jesus virkelig er deres ventede Messias.