Forladt, men fuld af glæde

6-årige Becca ligner på mange måder andre jævnaldrende piger. Elsker at lege, danse, synge og tegne. Alligevel adskiller hun sig på særligt ét punkt: Hendes familie passer ikke på hende.

Fra hjørnet helt op ad den mørkeblå udgangsport til børnehjemmet på Filippinerne høres den dejligste latter. Sådan én der får andre i lokalet til at vende sig om, trække på smilebåndene og grine med. 6-årige Becca danser rundt om sig selv, fuldstændig opslugt af sin egen leg og glæden ved den. Den der særlige, ubekymrede barneglæde, hvor verden omkring én synes ubetydelig. Med dansen medfølger et højlydt, vedvarende og virkelig ægte grin, som er så smittende, at jeg sjældent har hørt noget lignende. Intet synes umiddelbart at kunne forstyrre Becca og hendes leg. Men lige uden for den store, aflåste port banker virkeligheden på.

Selvom Becca lever trygt på børnehjemmet, har hendes vej hertil været fyldt med lige så mange huller, ujævnheder og ligeså meget affald, som er en del af de alt for mange gadebørns liv og hverdag langs de støvede, filippinske veje.

Som jeg sidder der på min skammel i Manila og observerer den lille glædesspreder af en filippinsk pige, virker det ubegribeligt, at den familie, der burde have været der for hende, ikke er at finde nogen steder. Det er hjerteskærende og uforståeligt, at en pige, der som Becca er så ekstremt nem at elske, endte på gaden uden nogen til at passe på hende og vise hende omsorg. Det er et svigt af dimensioner, som intet barn i verden har fortjent.

Der findes mange børn med skæbner som Beccas. Det er de barske realiteter. I princippet kunne Becca have været overladt til det hårde liv på gaden i en alder af bare seks år. Helt alene. Jeg tror, at barnelatteren så for længst ville være forstummet. Det er den heldigvis ikke, da hun blev fundet af mennesker, der gav hende den base, hun alt for længe havde manglet.