Karen og Niels Sørensen rejser til Mellemøsten for Tearfund

Foto IMT.
Sygeplejerske Karen Swartz Sørensen (62) og hendes mand, teolog og journalist Niels Sørensen (61), skal rejse til Jordan, hvorfra Karen i to år skal arbejde med nødhjælp i Mellemøsten.
Karen har de seneste år haft en spændende stilling som projektkonsulent i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMRU). Her rejste hun til Afrika og Asien 6-8 gange om året, bl.a. for at tilse hiv- og aidsprojekter i Liberia. Men nu følte hun, at Gud måske ville bruge hende i en anden sammenhæng, og hun tog en master i diakoni i Norge. Her oplevede hun, at Gud under en andagt talte til hende med ordene, ’Din fremtid er i min hånd’.
Efterhånden fik hun nød for Mellemøstens mange flygtninge – og blandt dem arbejder den kristne organisation Tearfund. Karen tog kontakt med organisationen den 22. december – og svaret lød, at ægteparret Sørensen kan få base i Jordans hovedstad Amman. Det er kun 40 km fra, hvor deres søn og svigerdatter bor.
Samme dag ringede Karen til ejendomsmægleren, og huset i Gjern blev i modsætning til mange andre solgt på kun seks dage.
Karen skal rejse rundt til nødhjælpsprojekter i Irak, Libanon, Jordan og Syrien og desuden inspirere kirkerne i den diakonale opgave blandt flygtningene.
Familien har tidligere været udsendt som missionærer i Botswana for Dansk Ethioper Mission (nu Promissio). Men denne gang er Niels den ”medfølgende ægtefælle”. Han regner dog med at kunne gøre sig nyttig som frivillig i en kirke eller med kommunikationsopgaver i Tearfund.