Lovsang er mere end ung musik – det er hjertets lovsang

Verdens musikstil er gennem tiderne smittet af på kirkens lovsang – og der er mange måder at lovsynge Gud på.

Lovsang, et ord og et fænomen, vi ofte støder på i kristne sammenhænge. Lovsangen har altid været noget centralt og vigtigt, når kristne er sammen.

Slår man ordet op på Google, er den enkleste forklaring: Lovsang er at prise Gud i sang som fx. i Davids salmer.
Bibelen er fuld af lovsang og opfordringer til at ære og lovsynge Gud under alle forhold. ’Når Gud opfordrer os til at ære ham, inviterer han os til at glæde os i ham’ siger C.S.Lewis.
Lovsang er en naturlig måde, hvor vi sammen med andre troende kan prise og takke Gud i tilbedelse og dyb hengivelse, med stærke ord og inderlige følelser.

Et ungdomsfænomen?

Gennem tiderne sker der i kirkesangtraditionen, som i den øvrige verden, ændringer og fornyelser hen ad vejen.
’Verdslig’ sang og musik har ændret sig i rytme, takt og ordvalg og er meget anderledes end for få generationer siden.
Det smitter også af i kirkemiljøet, hvor lovsangen og musikken efterlader den mere modne generation i frustration over ikke at kunne synge med, selvom de gerne ville. De fleste glæder sig heldigvis med de unge i deres hengivelse og entusiasme, selvom mange finder det svært at kunne synge med.

Mange ældre kristne længes dog efter at synge nogle af de sange, der fulgte dem, dengang de var på vej til mødet med Jesus.
Jeg er i tidens løb, i forskellige kirker, stødt på mange modne mennesker, der oprigtigt glæder sig, når den yngre generation med stor begejstring synger lovsange, som dé nu synes, det skal lyde, selvom de selv ind imellem føler, at de må nøjes med minderne om de lovsange, de sang engang.

Alle forstår selvfølgelig, at fremtiden hører ungdommen til, men som en moden mand engang udtrykte det: ’Nok er ungdommen fremtiden, men vi andre er ikke bare fortiden, faktisk udgør vi jo, sammen med vores børn og unge, også nutiden’.

Han tilføjede med et glimt i øjet: ’Og vi vil da også gerne være med i lovsangen, sådan som vi nu kan det – og allerhelst når vi kan fejre gudstjeneste sammen alle, både unge og gamle!’ Lovsang er altså ikke kun et særligt ungdomsfænomen, men er fælles for alle i tilbedelse og lovprisning til Gud. Lovsang kan være festlige proklamationer eller stille, dyb hengivelse med stærke ord og inderlige følelser, alt sammen båret af Guds ånd.

Lovsang er ikke entydig – ja, hvad er lovsang?

Lovsang er bibelsk begrundet og for alle aldre, udtrykt i mange stilarter, ordvalg og musik.
Vi har mange salmer i vores salmebøger, som også kan betegnes som lovsange. Sange, der ofte er flere hundrede år gamle, og vi har lovsange i moderne forståelse. Sidstnævnte som regel små vers med enkle tekster og rytmiske melodier, ofte direkte enkle bibeltekster eller udledt herfra.
Mange lovsange er af udenlandsk oprindelse, men der synges bestemt også mange originale danske lovsange.

Slidstærke gamle lovsange lever endnu

Alverdens salmetraditioner omfatter i højeste grad lovsang som de kristnes fælles tilbedelse og pris til Gud. Også i vores eget land og danske salmesang finder vi lovsange naturligt.

Tænk bare på: ’Lovsynger Herren min mund og mit indre’ (Grundtvig 1836) ’Lover den Herre’ (Neander 1679) eller: ’Almagts Gud’ (fra det 4. århundrede og bearbejdet i 1771) og hvad med: ’Hellig, hellig, hellig’ (Heber 1826) (Disse salmer er også lovsange).

Redskab i gudstjenesten

Lovsangen skal ses som et vigtigt element i gudstjenesten til at hjælpe den enkelte til at takke og tilbede Gud med ord og følelser. Lovsangen er også med til at forene kristne og åbne en vej for Guds Ånd. Lovsangen fylder os med glæde, vi møder Kristus, og han møder os i lovsangen.
Klagesangene i Bibelen er også en slags lovsange – en henvendelse til Gud, hvor vægten ligger på bøn om hjælp og vejledning. I denne sammenhæng bliver lovsangen mere sagtmodig og mediterende, mere lyttende og afventende på Guds svar.

Musik flytter grænser

Sang og musik har altid haft stor virkning i menneskers liv, såvel i samfundslivet som i kirken. Sange har været en drivkraft i krig såvel som i religiøs sammenhæng. Følelser er betydningsfulde ligesom fornuft og forstand. Vi fester og græder sammen, og vi bevæger os sammen, afhængig af de situationer, vi befinder os i.

Nogle mennesker mener, at lovsange skal være uden trommer, elguitar og bas. Andre vil have det hele med, samt alt det højttalerne kan trække – undertiden så meget, at der er nogen, der får det dårligt af støjen og må gå ud af lokalet.

Sådan er vi jo så forskellige. Det vigtigste er gensidig respekt/hensyn og med fokus på Guds Ånds ledelse gennem lyd, tekster og følelser.
’Mange sætter lighedstegn mellem det at blive følelsesmæssigt påvirket af musik og det at blive fyldt af Ånden, men det er ikke det samme. Sand lovprisning opstår der, hvor mennesker reagerer på Gud og ikke på en bestemt form for musik’ (citat af Rick Warren).

Vi synger om det, vi tror på – og omvendt

Ulrik Buch, musiklærer ved Luthersk Missions Højskole, siger i en artikel om lovsang i menigheden:
’Vær opmærksom på, at sangene vi synger i vores menigheder former vores tro’.
’At vi synger om det, vi tror – ja, og vi tror også på, det vi synger’.

Det er derfor ikke ligegyldigt, hvad vi synger og formidler i tekst og musik. Sangene og musikken, vi vælger, kan få indholdsmæssig slagside og derved præge og forme troen. Det er uhyre vigtigt, at vi har et tydeligt fokus på Kristus, så vi ikke bliver for ensidige eller for optaget af egne præstationer.

Den nødvendige balance

Som i mange andre forhold i livet gælder det om at finde den gode, sunde balance, og dét er ikke altid let. Det kan være vanskeligt at finde den rette ’melodi’ også i overført betydning.

De yngre generationer mener, at de gamle traditionelle salmer er utidssvarende, ofte forstår de end ikke ordene, og melodierne er ikke i tidens stil, det kan derfor være særlig svært for de yngre.

Modsat tænker mange modne kristne ofte: Hvorfor skal man dog udsættes for disse banale tekster og moderne rytmiske melodier og takter, der næsten ikke er til at lære for et modent menneske?
Er det ikke bare noget, der hører ungdommen til? og: Hvad er der i vejen med de gode, gamle salmer, der også har været til glæde og opbyggelse for menigheden gennem tiderne?

Tiderne skifter

De forskellige tider har deres lovsange, nogle går måske ud, mens andre lever i århundreder, og nye kommer heldigvis til. Man bruger melodier, der matcher den tid, vi lever i.

Hver generation er præget af det, vi er opvokset med, og vi kan ikke med rimelighed forlange, at vores tids unge umiddelbart synes lige så godt om de gamle salmer, som ikke altid taler ind i deres egen tid.

Forventer vi, at mennesker, der ikke plejer at komme i kirkelige miljøer, også ”automatisk” kan lide vores gamle, i deres øjne fortidige salmer, er vi nok ikke helt realistiske. At de vil kunne lære at sætte pris på de gamle salmer er vel ikke umuligt, men absolut ikke en selvfølge.

Tankevækkende

Jeg skulle tale i en kirke for et par år siden om emnet lovsang. Under spørgerunden var der en moden mand, der gav udtryk for, at han ikke kunne ”klare” de der nye lovsange, hvorfor skulle det nu til osv.
Inden jeg nåede at svare, var der en jævnaldrende mand, der rejste sig og mindede om dengang, de var unge og havde stået på byens torv og til eget guitarspil sunget, ja pudsigt nok: Lovsange. Dengang hed sangene ”Perleporten,” – ”Salige vished” og lignende sange, der var moderne dengang! Tankevækkende – ikke?

Sidste år var jeg med til at lave en sangbog med godt 200 gamle og nyere evangeliske sange. Vi ville gerne give mulighed for, at man stadig kunne synge disse sange, noget i retning af ’Sange vi aldrig glemmer’.

Jeg spurgte en medredaktør, om ikke han syntes, vi skulle udelade den gamle sang: ’Han har åbnet perleporten’, fordi jeg tænkte, måske er den sang lidt for antikveret i vores tid. Han så på mig med lidt bedrøvede øjne og sagde så: ’Den skal vi da have med, det var jo den sang, som viste mig vejen til Jesus, da jeg var ung’ (Jeg behøver ikke at fortælle, at den sang selvfølgelig også kom med).

Lovsangen – og Ordet – viser os vej

Lovsang er tidløs, om den er ny eller gammel er ikke det vigtigste, bare den leder mennesker til Kristus. Lovsang skal altid, sammen med Ordet, være vores hjerteblod.

Jeg indrømmer, jeg har måttet ændre lidt på min indstilling til nyere lovsange, da jeg så, hvilken værdi lovsangen også havde: Unge mødte Kristus, og kirkefremmede blev grebet og mødte evangeliet gennem lovsangen – også på trods af de enkle tekster og for mig vanskelige melodier og takter.

Men jeg oplevede, at jeg selv blev velsignet, når jeg så, hvad der skete: At mennesker kom til tro!

Ansvar og kærlighed

Vi bærer alle et stort ansvar for, at vi i vores kirker giver hinanden plads, også i lovsangen, og der hvor vi selv ikke helt kan være med.
Vi må i kærlighed værne om fælles værdier, men give plads til fornyelse, så vi ikke kommer til at bremse unge små spirer i at vokse frem.
Johannes Nørgaard (tidl. rektor på Baptisternes præsteseminarium) sagde engang til de kommende præster på skolen: ’Sang og musikgrupperne er menighedens porcelæn. Der skal ikke meget til, før det tabes på gulvet og splintres’.

Hvad vil jeg med disse mange ord om lovsang?

Man kan med rette spørge mig: Hvad vil du egentlig med disse mange tanker om lovsang?
Svaret er ret enkelt: Jeg vil så inderligt gerne, om vi i vore menigheder og kristne fællesskaber i kærlighed kunne samles om den åndsinspirererede lovsang på tværs af alder, kultur og alle andre almindelig forekommende livsforskelligheder og synge Guds pris af hele hjertet.

At vi i kærlighed og hensyn til hinanden kan synge med på de nye lovsange såvel som de kære, gamle lovsange – så bliver lovsangen til alle tiders himmelske symfoni i Guds øre.

Lovsang er:
Jubel – hvor vi giver udtryk for vor glæde.
Taksigelse – hvor vi takker Gud for, hvad han har gjort i vores liv.
Indvielse – hvor vi beder Gud rense og forny os.
Proklamation – hvor vi udrustet i ”Guds fulde rustning” byder den onde trods.
Tilbedelse – hvor vi fokuserer på Guds storhed og majestæt i ydmyghed og bøn.
Bøn om hjælp – hvor vi beder Gud om at hjælpe os i vanskeligheder og nederlag.