Ny leder for 100 missionshuse tværs over Jylland

IMs nye leder af Region Midt er oprindelig uddannet tæppehandler.

Indre Mission har ansat Hilbert Dam fra Løsning som daglig leder for arbejdet i Region Midt fra 1. april.

I 36 år har det handlet om at skabe en god bundlinje for den 56-årige Hilbert Dam. Men nu bliver han daglig leder for 55 ansatte, hvoraf 14 er på lønningslisten som missionærer og konsulenter i Indre Missions største og mest aktive region.

Tæpper og IT-jobs

Hilbert Dam er født og opvokset på Færøerne, men flyttede i 1996 til Løsning sammen med sin kone Ára og parrets to børn.
På Færøerne var familien engageret i Heimamissiónin, som er nært beslægtet med Indre Mission. Derfor var det naturligt at knytte til ved Indre Mission i Løsning, hvor Hilbert Dam for tiden er formand for den lokale bestyrelse.

Hilbert Dam er oprindelig uddannet tæppehandler, men har de sidste 36 år solgt alt fra olie og IT-løsninger til tøj og sko, både som selvstændig og som lønmodtager.
Senest har han arbejdet som Key Account Manager i IT-virksomheden Tick-Cad.
Undervejs i sin karriere har Hilbert Dam desuden haft personaleansvar for et skiftende antal medarbejdere.
Men nu glæder han sig til et job, hvor det ikke handler om penge for pengenes skyld.

Pengene som redskab

– Jeg glæder mig til et job, hvor penge er et redskab og ikke et mål i sig selv. Her gælder det i stedet om at skabe de bedst mulige rammer for, at vores ansatte kan forkynde det kristne budskab for børn, unge og voksne og inspirere frivillige til at gøre det samme.
Jeg har brug for at stikke fingeren i jorden og lære både medarbejdere og frivillige at kende. Og så håber jeg, at mine mange års erfaring fra erhvervslivet med tiden kan blive et frisk pust i det arbejde, siger Hilbert Dam.

Frivillige skal opmuntres

Der er over 100 missionshuse i Region Midt, som dermed på mange måder kan kaldes et kraftcenter i Indre Mission. Alligevel forventer den nye regionsleder, at det bliver en udfordring at skaffe frivillige nok til arbejdet. Han vil blandt andet satse på at se flere frivillige på talerstolene i missionshusene.

– Vi er mange i Region Midt, men vi har også gang i meget, og vi har brug for, at mange engagerer sig i arbejdet. Én af de ting, jeg vil arbejde for, er, at flere frivillige får lov at prøve kræfter med opgaven som forkynder.
Man behøver ikke en lang teologisk uddannelse for at have noget på hjerte, og det vil være godt for både vores fællesskab og for den enkelte, hvis vi opmuntrer flere til at påtage sig den opgave, siger Hilbert Dam.

Han tiltræder 1. april og vil både arbejde fra regionskontoret i Herning og fra hjemmet i Løsning. Hilbert Dam afløser Thorkild Vad, som har valgt at søge andre udfordringer efter 10 år som leder i Indre Mission.