Silkeborg får kirke for børn

Oasekirken i Silkeborg har lavet børnekirke, multisal, ungdomslokale og café i en stor, ny afdeling.

Den 9. april indvier Silkeborg Oasekirke en stor afdeling kun for børn.

Vinterhalvårets ombygning i Silkeborg Oasekirke har givet en stor ny afdeling, hvor børn og unge kan boltre sig. Nu står de nye lokaler klar til indvielsesfest d. 9. april.

Silkeborg Oasekirke har siden efteråret været igennem en stor ombygning, som blandt andet har givet endnu mere plads til børnene. Den nye afdeling i kirken er på godt 500m2 og består af en Børnekirke, en Multisal og et Ungdomslokale.

Plads til børn og unge

Silkeborg Oasekirke har længe lavet kirke for børn, men den nye afdeling er med til at skabe endnu bedre rammer for Børnekirken.

”Børnene skal have en oplevelse af, at det også er deres kirke – at der er plads, og at det er vedkommende for dem. Den nye Børnekirke skaber nogle fantastiske rammer for en masse gode oplevelser”, fortæller Ruben Dalsgaard, som er præst i kirken.
Udover Børnekirke om søndagen giver de nye lokaler også mulighed for en masse andre aktiviteter i løbet af ugen.

”Vi har fået en Multisal med mulighed for fysisk udfoldelse, et fedt Ungdomslokale og en Café, som giver en række muligheder for fællesskab i løbet af ugen”, forklarer Ruben Dalsgaard.

Præsterne i Silkeborg Oasekirke er fra venstre ledende præst Ruben Dalsgaard og i midten Henrik Kildahl, der er deltidsansat som kirkeplanter i Vibog med ansvar for klynger og fællesskaber. Til højre ses Niels Peder Nielsen, der er hjælpepræst for den frivillige stab på halv tid. Foto: Arne Pedersen.
Frivillig arbejdskraft

Menigheden har været sammen om at bygge kirkeafdelingen for børnene. I samtlige weekender siden oktober har frivillige hænder været i gang med byggeprojektet. Opgaverne har været mange, men de frivillige har sammen båret byggeprojektet hele vejen. For involvering og frivillighed har altid været en vigtig del af Silkeborg Oasekirke.

”Her er alle med til at skabe det, der sker. Men selvfølgelig kræver et så stort projekt en masse god koordinering og kommunikation, og det har der også været frivillige til”, fortæller Ruben Dalsgaard.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



De sidste måneder har de frivillige også været med til at udvide Kirkesalen, som nu kan rumme 450 personer.

Indvielsesfesten

De nye lokaler bliver indviet søndag d. 9. april med festgudstjeneste kl. 10.30 og efterfølgende reception.

Silkeborg Oasekirke er en Evangelisk-luthersk Frimenighed, som står på samme grundlag som folkekirken. Kirken har dog en friere form og en økonomi, der baserer sig på frivillige gaver fra medlemmer og deltagere.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Menigheden har 350 aktive medlemmer og har eksisteret siden 1999.