”Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovsang!…”

Bliv børnenes ven, opfordrer kronikøren, som har lært meget af børn.

”Er din far god til børn?” spurgte jeg ved en fest min borddame, som selv havde voksne børn. ”Absolut ikke”, kom det prompte fra hende. Det har hendes gamle, 91-årige far med et forlegent smil senere indrømmet overfor mig i erkendelse af, at her var måske nok noget, han manglede.

De ”gammeltroende” skriftkloge harmedes over Jesu undergerninger, læser vi i Matt. 21, medens børnene råbte ”Hosianna, Davids Søn!”, som var deres måde at råbe ”hurra for Jesus” på. Og vi kan være sikre på, at denne hyldest ”gik rent ind” hos børnenes bedste ven, der kvitterede med at citere Davids ord fra Sl. 8: ”Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovsang!”

Det ord havde afdøde sognepræst fra Eliaskirken, Georg Bartholdy (bror til den navnkundige Chr. Bartholdy) en forfriskende kommentar til, da han engang i sin kirke ved en særskilt aftengudstjeneste havde lovet at vidne om, hvad Herren havde gjort for ham under en nyligt overstået sygdom.

Han udtalte, at havde han skullet kommentere det bibelord som opblæst, ung teolog og sammenligne Sl 8:3 med Matt. 21:16 med hinanden, ville bibelkritikken straks være kommet op i ham med ungdommeligt overmod.

Et åndeligt værn

For i Sl. 8:3 siger David jo: ”Af spædes og diendes mund har du beredt dig et værn for dine modstanderes skyld”, medens Jesus citerer Davids salme med ordene: ”Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovsang!” Men den gode pastor Bartholdy så nu som en prøvet mand sådan på det: Ægte lovprisning er netop et åndeligt værn overfor vore modstandere. Jeg fik lejlighed til efter aftenmødet at takke ham for denne opbyggelige kommentar, som har fulgt mig gennem de mange år.

Mine bedste og mest opbyggelige stunder har jeg haft med børn.

Søren Kierkegaaard skrev, at han gerne talte med børn, for om dem kunne han håbe, de ville udvikle sig til fornuftsvæsener, men dem, der var blevet det, havde han ikke de samme forhåbninger til!

Nu hvor jeg som 80-årig må indstille mig på, at mit timeglas snart rinder ud, er det en usigelig glæde for mig at se, at den flamme, Herren tændte i min ungdom, brænder videre i vor dansk/norske svigersøn, Lars, som udover sine mange forretningsrejser i udlandet har fået overskud til at være søndagsskolelærer med en kreativitet, som efter min mening er i verdensklasse. At være vidne til et sådant lyspunkt i familien gør det meget nemmere at skulle forlade denne scene, når Herren en dag kalder.

”Stå for noget stort”

Denne kombination af søndagsskole-gerning og forretning minder mig om IBM´s grundlægger Thomas J. Watson (1874-1956), som sagde de ord, han senere ofte blev citeret for: «Stå for noget stort udenfor forretningslivet – bliv fx søndagsskolelærer!» Det var han selv, og det har iøvrigt aldrig været så ualmindeligt i USA, hvad netop erhvervsledere, politikere, præsidenter og præsidentrådgivere og mange andre har kunnet bevidne.

Vor amerikanske svigersøn, som er statsadvokat, er en sådan offentligt ansat, der som kristen følger denne tradition som den naturligste ting i verden, hvilket har beriget hans liv og gjort det til et liv med stort «L».
Jeg sørger altid for, så vidt muligt, at være til stede, når vor svigersøn skal tale ved en eller anden børnegudstjeneste.

Små pudsigheder

Ved det sidste arrangement var teksten Noas ark, som blev levende anskueliggjort på forskellig måde, tillempet aktuelle begivenheder, der blev vist på en storskærm. Hans tale var i dialogform. Han citerede ordet fra 1. Mos. 6:6 og spurgte de ivrigt lyttende børn: ”Hvad tror I, det betyder, at Gud blev bedrøvet?” Et barn foreslog: ”Han blev bedøvet!”
Den tog vor svigersøn i stiv arm: ”Ja, han var nok så bedrøvet, at han blev bedøvet!” Og sådan fortsatte børnegudstjenesten, mens de små snakkede med uden at forstyrre. Vi voksne måtte ind imellem smile ad deres pudsigheder, som ikke gjorde gudstjenesten mindre opbyggelig.

Ved en anden gudstjeneste handlede det om Nikodemus, der kom til Jesus om natten. ”Hvorfor tror I, han kom til Jesus om natten?” lød et af spørgsmålene. En lille dreng, som hedder Lukas, svarede: ”Jo, der var nok lang vej til Jesus, og inden Nikodemus nåede frem, var det nat!”

En god inspiration

Børn er til større inspiration, end vi måske tror. Jeg kom en gang i snak med en sød lille pige i Sorø. Hun sagde: ”Der er nogle, der synes, at det er noget værre pjat at gå i søndagsskole, men jeg synes nu, det er meget sjovt at komme og høre, hvad Gud laver og så´n noget!”

Da vor datter, Connie, var ganske lille, havde hun en herlig kommentar til en forklaring, jeg havde givet hende omkring Davids 23. salme. Jeg forklarede hende, at ”de grønne vange” er det samme som ”grønt græs”, hvortil hun bemærkede: ”Ja, og det græs visner aldrig!” Det grønne græs er for mig et billede på Guds ords aldrig falmende friskhed, og vor lille piges ”udlægning” kunne jeg ikke have fået bedre i nogen af mine teologiske værker.

Jeg må nævne endnu et dugfrisk eksempel på, hvor både rørende og hjertegribende et barn kan være. Lille tamilske Nataniela er 3 år og har pga. sin omtumlede opvækst ikke rigtig fået fat i hverken det danske eller tamilske sprog, men hun lærer dog flere og flere ord i den lokale børnehave i landsbyen Vallø ved Køge. Når vi dér er til middag, insisterer hun på at bede bordbøn. Hun beder temmelig længe, uden at nogen, inkl. hende selv, forstår, hvad hun siger. Når vi så omsider siger ”Amen”, rækker hun begejstret armene i vejret og ler henrykt.

Det sidste, hun har fundet på, er at hun nu går hen til hver deltager ved spisebordet (efter sin bordbøn) og lægger sin hånd på vore hoveder og beder en bøn og så ellers videre til den næste. Vi véd ikke, hvor hun har det fra – hun har fx ikke været under nogen «karismatisk» indflydelse! Men jeg beder for den lille og siger til Herren: «Herre, vil du ikke nok forstå det, vi andre ikke forstår og lade hende lære dig at kende!»

Bliv børneven

Ja, for hvem er det, jeg beder til? Børnevennen over alle børnevenner. Synes du, som jeg, at de meget »frelste«, etablerede og velformulerede, voksne kristne ind imellem kan blive lidt trættende og ligefrem kedelige?

Se at blive en børneven! Børn er ikke kedelige, ikke højtravende, ikke meningsfastlåste, salvelsesfulde og klichéagtige. Og dog kan de være til enorm inspiration og til stor, stor opbyggelse og endda, som jeg ovenfor har refereret, gøre min bibelforståelse endnu mere forståelig!
.