Storbritannien:100.000 kristne skal forenes i bøn

Evangelisk Alliance har taget initiativ til kampagnen ”17:21 – that the world may believe”.

Evangelisk Alliance forventer, at 100.000 briter fra forskellige evangeliske kirker slutter op om en bedekampagne fra april til oktober i år.

Ifølge Christian Today hedder kampagnen “17:21”, fordi Jesus i Johannesevangeliet 17:21 beder for sine disciple: ”Jeg beder om, at de alle må blive ét, ligesom du og jeg er ét, så verden kan tro, at du har sendt mig.”

En række forskellige kristne grupper og festivaler vil være en del af 17:21, som starter i april og fortsætter til oktober 2017.
– 17:21 er et af de mest spændende inititativer til at sikre enhed mellem kristne grupper, som vi har set i vor levetid. Det har været stort, at så mange kristne festivaler og konferencer ønsker at være med. Det er en vigtig påmindelse om, hvor meget vi har til fælles i troen på Jesus, og hvor meget vi kan opnå, når vi er forenede, siger Nola Leach, der er leder af nødhjælpsorganisationen CARE.

– Vi tror, at kampagnen vil skabe glæde i himlen, siger Steve Clifford fra Ev. Alliance.
Glæde i himlen og på jorden

Steve Clifford, generaldirektør i Evangelical Alliance, har store forventninger.
– Det har været et kæmpe privilegium at se det fantastiske udtryk for enhed, som udfolder sig på tværs af de evangeliske kirkesamfund her i Storbritannien.
Vi har tillid til, at 17:21 vil skabe smil i himlen og større effektivitet, når det gælder Guds mission på jorden, siger Steve Clifford.