Sudan vil ødelægge 25 kirker
Myndighederne i Sudan har planer om at ødelægge mindst 25 kirkebygninger i Khartoum-området, skriver Morning Star News.
I juni 2016 skrev et regeringskontor i Khartoum en liste med navne og adresser på 25 kirkebygninger, som skal nedrives. De fleste af kirkerne ligger i Sharq al Neel (East Nile-området) i det nordlige Khartoum. Regeringen hævder, at kirkerne er bygget i modstrid med zoneplanerne og bl.a. ligger for tæt på boligområder. Men ifølge kristne ledere er det et led i en større aktion imod kristendommen. I februar fordømte de sudanske kirkers råd nedrivningsordren og bad regeringen genoverveje beslutningen eller tilbyde nye områder til kirkebygningerne.
– Dette er ikke en isoleret hændelse, den skal ses i det store perspektiv, siger pastor Yahia Abdelrahim Nalu fra den presbyterianske kirke til Morning Star News. Han forklarer, at den islamistiske regering systematisk angriber kirkerne. Nedrivningsordren rammer mange kirkeretninger lige fra romersk-katolske til pinsemenigheder, hvorimod moskeerne ikke er berørt.
Ministeriet gav den 29. september sidste år kirkelederne i den presbyterianske kirke besked om, at de havde 72 timer til at forlade deres ejendom, som har været i kirkens besiddelse siden 1991.
– Vi mødes stadig til gudstjenester der, men vi er hele tiden bange for, at nedrivningen skal starte, siger et medlem af menigheden, hvor op mod 150 samles hver søndag.
Siden 2012 har Sudan ødelagt kirkebygninger og udvist kristne fra andre lande. Begrundelsen har som regel været, at bygningerne tilhørte Sydsudan. I april 2013 fastslog regeringen med henvisning til faldende befolkningstal i Sydsudan, at der ikke vil blive givet tilladelse til nye kirkebyggerier i Sudan.
Sydsudan løsrev sig fra Sudan i juli 2011. Det skete, efter at præsident Omar al-Bashir, der er anklaget for krigsforbrydelser, havde svoret at indføre en strikt sharia-lov, samt kun at acceptere islamisk kultur og det arabiske sprog.
Sudan er nummer fem på Åbne Døres 2017-liste over de lande, hvor kristne forfølges mest.