Grethe Bartram forrådte familie, nære venner og bekendte

Den 5. maj kan vi fejre 72-året for Danmarks befrielse efter fem års tysk besættelse under Anden Verdenskrig. Ugens kronik fortæller historien om Danmarks værste stikker Grethe Bartram, som for nylig døde i Sverige, 92 år gammel.

For tre måneder siden fandt det endelige kapitel om Gestapos berygtede storstikker under besættelsen Grethe Bartram sin afslutning, da hun stille sov ind på plejehjemmet i den lille, sydsvenske landsby Vessigebro, 92 år gammel.

Igennem 60 år levede hun under navnet Maren Margrethe Thomsen et stille liv i det idylliske landsbysamfund i Halland, efter at hun i 1956 flyttede fra Danmark til det sydlige Sverige.

Der findes umiddelbart kun sparsomme oplysninger om hendes livslange tilværelse i Sverige: hun talte flydende svensk med dansk accent, var meget velhavende og havde siden tresserne haft svensk statsborgerskab. Uden de store armbevægelser fik hun igennem årene skabt et mindre lokalt erhvervseventyr i det sydsvenske.

Maren Margrethe Thomsen etablerede tilbage i halvtredserne sammen med en nær veninde en blomstrende handelsvirksomhed og sad helt frem til 2011 i bestyrelsen for Vebro Industriaktiebolag, som ejer og forvalter værdipapirer og driver handel med energi, elkraft og sportsartikler – ifølge Wikipedia ”en af branchens mest anerkendte.”

Men bag hendes tilforladelige facade med det sirligt opsatte hår og de store, guldindfattede briller tonede en dyster fortid frem – så grufuld og skræmmende, at den næsten trodsede enhver beskrivelse. Hendes skæbne var beretningen om besættelsestidens værste stikker Grethe Bartram, der uden skrupler trådte i tysk tjeneste. En af Gestapos mest effektive håndlangere, der fik op mod 70 ofre på samvittigheden.

Selv syv årtier efter befrielsen kunne den purunge pige fra dengang give anledning til massiv presseomtale og trække store overskrifter i landets aviser og medier. Igennem alle disse år havde hendes dramatiske skæbne og livshistorie trukket spor i vor nationale historieskrivning og kollektive erindring om besættelsen.

Lad os skrue tiden tilbage til aftenen den 4. maj 1945, hvor frihedsbudskabet nåede til Danmark gennem det danske nyhedsprogram på radio BBC. Hele landet var en sydende heksekedel, en eksplosion af glæde og begejstring. De forhadte mørklægningsgardiner blev flået ned, tændte stearinlys sat i vinduerne, man samledes spontant i gaderne, jublede, græd og sang nationalsange til langt ud på natten.

Allerede samme aften satte modstandsbevægelsen over hele landet jagten ind på Gestapos stikkere, håndlangere og værnemagere. Den mest eftersøgte af dem alle var netop Grethe Bartram fra Aarhus, der uden skrupler havde stukket modstandsfolk, familiemedlemmer og gamle venner til tyskerne. Mange blev smidt i en fængselscelle og udsat for skånselsløs tortur, 33 af dem blev deporteret til kz-lejre sydpå – alle ødelagte på liv og sjæl.
9 vendte aldrig tilbage …

Grethe Bartram blev født i Klostergade i Aarhus som Maren Margrethe Bartram. Efternavnet Thomsen har hun taget efter sin mand Frode Thomsen, som hun stak til Gestapo under den tyske besættelse. Mærket på liv og sjæl begik han senere selvmord.
Blandt Grethe Bartrams ofre kan nævnes hendes 21-årige storebror Kristian Bartram, ligesom hun angav sin nære ven Otto Christensen til tyskerne. Otto havde kort forinden taget hendes lille søn Benny i pleje, men hun viste ingen nåde – han blev taget af Gestapo den 6. juni 1944. Han blev udsat for ubeskrivelig tortur på loftet på Aarhus Universitet og forsøgte senere at tage sit eget liv i fængslet.

En hel Aarhus-familie blev ofre for Grethe Bartrams stikkervirksomhed den selvsamme 6. juni. Kunstmaleren og modstandsmanden Thorvald Hansen blev taget af tyskerne og deporteret til Neuengamme, hvor han døde i februar 1945. Hans to sønner Preben Holm Hansen, 19 år, og Ib Holm Hansen, 16 år, blev også stukket af Grethe Bartram. De havnede begge i KZ-lejre – kun Preben overlevede.

Også den unge modstandsmand Steen Lykkeberg blev forrådt af Grethe Bartram og taget af Gestapo i juli 1944 foran Domkirken i Aarhus. Han blev senere deporteret til KZ Neuengamme sammen med netop Ib Holm Hansen og var hos ham, da han bukkede under i marts 1945 kun en måned efter sin 17-års fødselsdag.
I sine erindringer beskrev Steen Lykkeberg senere Ibs sidste dage: ”I køjen ved siden af mig lå Ib. Hans dage var talte, hans krop var befængt med store flegmonesår, så store, at man kunne putte en knyttet næve deri. Selv i dette helvede, hvor enhver var sig selv nok, var jeg rørt over hans skæbne og den måde, han mødte døden på. Han led frygteligt, men aldrig hørte jeg et beklagende ord …”

Trods sin unge alder var Ib Holm Hansen et gudsbenådet kunstnerisk talent, der allerede som 14-årig debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling som den yngste nogensinde og to gange havde haft værker med på efterårsudstillingen Den Frie. Med Steen Lykkebergs ord: ”Her lå han, allerede en anerkendt kunstner som 16-årig …” Det sidste, han så af Ib, var hans hoved, der knaldede hårdt mod stengulvet, da han i benene blev slæbt ud af barakken.

I de hektiske befrielsesdage i maj 1945 søgte Grethe Bartram tilflugt hos Gestapo i Esbjerg, men da tyskernes hovedkvarter var blevet sprængt i luften, lånte hun i desperation en cykel og tog videre til Kolding for at søge beskyttelse dèr. Hun havde planer om at slippe med et skib til Tyskland forklædt som Røde Kors-sygeplejerske, men også i Kolding var de fleste tyskere forduftet.
Hun cyklede videre til Brejning tæt ved Fredericia for at søge skjul hos sin kærestes forældre, men om morgenen den 10. maj 1945 havde en lokal modstandsgruppe held til at overrumple den sovende Grethe Bartram. Under hovedpuden lå hendes skarpladte pistol.

Under retsopgøret blev Grethe Bartram den 29. oktober 1946 dømt til døden ved Aarhus Kriminalret, en dom der senere blev stadfæstet ved Landsret og Højesteret. Højesteretsdommen gengiver Retslægerådets erklæring, der fastslår, at hun var ”en amoralsk, selvhævdende psykopat med en vis følelseskulde og med mytomane tilbøjeligheder.”

Men hun undgik at blive henrettet, fordi Justitsministeriet principielt ikke mente, man kunne henrette kvinder. Forvandlingen af dødsdommen til livsvarigt fængsel afstedkom en heftig offentlig debat, og 41 af Grethe Bartrams ofre og deres pårørende appellerede i et åbent brev til regering og Folketing:

”Den sum af lidelser, det hav af taarer, som enker og faderløse har grædt – og græder endnu – kan ikke maales, de lidelser, som kz-fanger var ude for, til de blev indhentet af døden eller mærket for livet kom hjem, kan ikke loddes. Ingen enkelt stikker i dette land har været skyld i saa meget sorg og saa mange lidelser som Grethe Bartram …”

Næsten på 10-årsdagen for den første dødsdom – den 26. oktober 1956 – blev Grethe Bartram i al stilhed benådet og løsladt fra kvindefængslet i Horserød. Hun rejste til Sverige, hvor hun slog sig ned i landsbyen Vessigebro for at påbegynde et helt nyt liv.

At man i årevis i modstandskredse alvorligt overvejede at gøre op med Grethe Bartram, fremgår af historikeren Henrik Skov Kristensens bog Grethe Bartram – Fra kommunist til Gestapoagent. Modstandsmanden ”Frode Laursen”, der var med i en likvideringsgruppe i Aarhus, sagde det lige ud: ”I tiden efter hendes løsladelse – den var ikke omtalt i medierne – forsøgte man at oprette en gruppe til at henrette Grethe Bartram i Sverige, vi kendte hendes nye identitet.”

I årenes løb er det lykkedes flere journalister og forfattere at finde frem til Grethe Bartram, og de er efterfølgende blevet inviteret indenfor til hyggesnak, kaffe og konditorkage i stuehuset, hvor små tegninger og nipsting prydede væggene.

Helt tilbage i 1976 kunne Erik Haast som måske den første afsløre hendes tilholdssted, og han beskrev senere sit møde med hende:

”20 års livsløgne falder sammen som et korthus dér på gårdspladsen i den lille svenske landsby, hvor hun har holdt sig skjult siden løsladelsen fra Horserød Kvindefængsel … Det er ikke mig, hun ser foran sig. Det er fortidens uhyggelige spøgelse …”