Just be yourself

De californiske Hearts like Lions bringer her en, ikke så revolutionerende, men derimod solid række af indie rock-sange.

Man glemmer, at Stephen Ramos er en helt fantastisk sanger, men hans ord sætter sig fast i en, på en dejlig, klistrende måde.
Eksempelvis i “If I never speak again”:

We’ve got this selfish desire
To break each other down
Little do we know we are
Tearing ourselves down
Would you want to know?
If they could take your place

Pladen rystede ikke min grundvold, da jeg lyttede den igennem. Det er altså set før, at et alternativt emo band udformer et godt skrevet album, gjort ud fra en kendt opskrift:
Fængende sange, lækre guitarer og leg med baggrundsvokaler og støjeffekter. Men! Hvem bliver alligevel glad udover mig? Denne plade er god til dem, der er trætte af, at når man skal lytte til positiv, ærlig lyd, så skal vi over i ‘lovsangsgenren’..host host…Hillsong og ..host Jesus Culture kopier. Forstå mig ret. Man kan ikke bruge dette som lovsang søndag morgen i kirken.. Men det er den, naturligvis, ydmyge skribents objektive holdning, at disse løver vil kunne inspirere kristne kunstnere til at begive sig ud i deres favorit-genrer og levere et budskab, alle kan relatere til med et lys for enden af tunnelen. Her er fx et par ord om at føle sig lost, håbløs og stagneret i sit liv. En opmuntring fra sangen “Pretty Little Phase” lyder sådan her:

You thought that you could
Be just like them
It’s just a pretty little phase
It’s just a pretty little phase
Just be yourself
You’ve gotten so far
And all you want is
To be someone else
You want it, you got it, you had it
Marianne Glitfeldt