Martyrernes blod blev kirkens såsæd

I de første godt 300 år af kirkens historie måtte otte millioner kristne lade livet som martyrer under skiftende romerske kejsere.

Natten til den 19. juli år 64 udbrød der brand nær Circus Maximus i Rom, og ilden rasede i en uge og lagde en tredjedel af byen i aske. I et forsøg på at standse rygter om at han selv stod bag branden, kastede kejser Nero skylden på byens kristne, som blev henrettet i stort tal.

Neros forfølgelser af de kristne var startskuddet til de forfølgelser, som skiftende kejsere periodevis i de næste 250 år udsatte kristne for.
Forfølgelserne sluttede først endeligt, da kejser Konstantin i år 313 indførte religionsfrihed og lovliggjorde kristendommen i imperiet.
Strengt taget var forfølgelser af kristne begyndt allerede med Stefanus, som i Jerusalem var blevet stenet til døde af jøderne og var kirkens første martyr (martyr er græsk for vidne).

Men romerstatens forfølgelser begyndte med Nero. Han var en brutal kejser, der fik både sin mor og sin første kone myrdet, og som sandsynligvis selv gav ordre til ildspåsættelserne i Rom for at få ryddet byen for gamle træbygninger, så han kunne bygge en ny, overdådig hovedstad i marmor og med boulevarder og et nyt, kæmpestort palads til sig selv, Domus Aurea (Det Gyldne Hus).

”Had til menneskeheden”

Den senere romerske historiker Tacitus skrev omkring år 115, at det var den almindelige opfattelse blandt folket, at det var Nero selv, der havde anstiftet branden.

I al sin gru udmaler Tacitus, hvordan Nero kastede skylden på byens kristne og mishandlede dem:
”De blev svøbt i huder fra dyr og ædt af hunde, eller blev naglet til kors og sat i brand, og, når dagslyset svandt, blev de brugt som fakler til at oplyse natten”.

Nero har måske i desperation udset sig byens kristne som syndebukke, for hér var en gruppe mennesker, som i forvejen var ugleset i befolkningen. Ifølge Tacitus led de kristne af ”had til menneskeheden”, og i befolkningen gik rygterne, at de dyrkede både kannibalisme, incest og begik barnemord.

Myterne er opstået, fordi de kristne var anderledes. De holdt sig for sig selv, og romerne så skævt til de kristnes ritualer, der forekom både uvante og skræmmende. Beretninger om nadveren, hvor de kristne angiveligt ”spiste menneskekød” og ”drak blod”, fik rygterne om kannibalisme til at sprede sig.

De kristne var også dårlige for handelen, og købmænd, der solgte offerkød, var oprørte over, at de kristne skræmte romerne væk fra templerne, mens andre klagede over, at slavepiger, der arbejdede som spåkoner, ikke længere ville spå, når de var blevet kristne.
Da de første romere blev omvendt til kristendommen, havde Rom allerede et etableret jødisk mindretal i byen. Jøderne var anerkendt af kejseren og var fritaget for at tilbede romerske guder. Men hvor jøderne kun sjældent missionerede, forholdt det sig anderledes med de nye kristne. Her var mission et vigtigt element, og helst skulle hele verden omvendes, inden Kristus kom igen.

For kejseren var den kristne mission en trussel, for kejseren indtog en prominent plads blandt de romerske guder og havde sågar sin egen kult. Den regerende kejser fik sin magt fra guderne og skulle æres derefter af sine undersåtter, hvilket de kristne nægtede at gøre, foruden at de altså missionerede.

Så da Nero kastede skylden for Roms brand på byens kristne, var det en befolkningsgruppe, der i forvejen var set på med mistro hos romerne.
Historien fortæller i øvrigt, at Nero så passivt til og sad og spillede lyre og sang om Trojas fald, mens de kristne blev korsfæstet, smidt for løverne og brændt som fakler i natten. Om det er rigtigt eller ej, så efterlod Nero sig i hvert fald billedet af en ualmindeligt grusom kejser.

Forfulgt for Kristennavnet

Neros regeringstid (54-68) sluttede med, at han begik selvmord, efter at vanviddet havde drevet ham længere og længere ud.
Men hans indflydelse fortsatte i den måde, som staten behandlede de kristne – i hvert fald i en rum tid frem.

Der var ingen lov, der forbød nogen at være kristen. Men der opstod et begreb, ”institutum neronianum”, som nok bedst kan oversættes med den ”neronianske sædvane” – hvilket betød, at kristne kunne forfølges uden nogen anden grund end den, at de var kristne.
Med andre ord var det ingen forbrydelse at være en kristen, men man risikerede den samme straf som en forbryder.
Der var først omkring år 250, at der kom et egentligt forbud mod at være kristen, men indtil da var det alligevel nok at hævde, at man var kristen – så kunne man sendes i døden, hvis det passede de romerske myndigheder.

Det løse retsgrundlag

Og det gjorde det jævnligt. Selv om der i det første par hundrede år mest var tale om lokale og sporadiske forfølgelser, som dog kostede mange martyrer livet, kom Neros ”sædvane” til at stå frem til midten af det 3. århundrede.

Nærmere indsigt i det officielle Roms holdning til de kristne får vi med den kejserlige forvalter Plinius’ indberetning til kejser Trajan i år 112. Her redegjorde Plinius for de forhør af kristne, han havde gennemført i den nordvestlige del af Lilleasien.

Plinius havde dømt en række kristne til døden, men kom i tvivl om retsgrundlaget, for han fandt ingen handlinger, der var forbryderiske. Dét, han fandt, var kun ”en utålelig overtro”, som dog irriterede ham så meget, at han dømte mange kristne til døden.

I hans retsprocedure ser man mønstret for de oldkirkelige, romerske kristenforfølgelser, som var meget enkle. De anklagede blev spurgt ”Er du kristen?” og svarede de ja, blev de ført bort til henrettelse. Kejser Trajan roste Plinius for hans fremgangsmåde, som kejseren fandt helt rigtig, fordi der ikke fandtes nogen fast regel. Kejseren svar gør det klart, uden at det siges direkte, at det er for kristennavnet i sig selv, der straffes.

Fremgangsmåden kom til at stå som det officielle ”retslige” grundlag helt til midten af det 3. århundrede, hvor det egentlige forbud mod kristendommen kom. Indtil da levede de kristne i den paradoksale situation, at det ikke ved lov var forbudt at være kristen, men heller ikke tilladt.

Ind imellem blussede kristenforfølgelserne op rundt omkring i Romerriget, og bl.a. led kirkefaderen, den 90-årige biskop Polykarp, martyrdøden i forbindelse med en større forfølgelse i Smyrna i år 155, og 10 år senere blev en anden af kirkefædrene, Justin Martyr, henrettet ved en mindre forfølgelse i Rom.

Blandt de kristne blev det anset som en stor ære at gå i døden som martyr. Og jo flere martyrer, jo mere voksede kirken, hvilket fik kirkefaderen Tertullian (ca. 160-225) til at skrive, at ”martyrernes blod er kirkens såsæd”.

Kvindelig martyr

Et af de vigtigste vidnesbyrd fra forfølgelserne i oldkirken stammer fra en ung kvinde, Perpetua, der var ca. 22 år og nybagt mor, da hun blev arresteret sammen med en gruppe kristne mænd og kvinder, fordi hun bekendte sig til troen på den kristne Gud.

Perpetua levede i begyndelsen af 200-tallet i Karthago i Nordafrika, en af de største og vigtigste byer i det romerske imperium, og da hun sad i fængslet, stærkt plaget af mørket, varmen, stanken og bekymringerne for sit efterladte spædbarn, skrev hun sine tanker ned.
Hendes historie er ikke enestående, men det er det kendskab, vi har til den, fordi hendes tekst blev overleveret fra generation til generation, så hun i dag er én af kirkens bedste kendte martyrer.

Under fængselsopholdet forsøger hendes far, der ikke er kristen, forgæves at få hende til at afsværge den kristne tro for at undslippe døden. Men hun nægter.
Da dommeren stiller hende det afgørende spørgsmål »Er du kristen?«, svarer Perpetua ja, og hun dømmes til at blive kastet for de vilde dyr.
I fængslet er Perpetua blevet overbevist om, at det er Guds vilje, at hun skal lide martyrdøden. Hun regner det for et privilegium at skulle dø for Kristi skyld.

Hendes store sorg er, at faderen ikke deler hendes glæde over at skulle modtage »bloddåben«, og at hun må forlade sit lille barn for at lide en smertefuld død.
En anden har fuldført beretningen ved at fortælle om Perpetuas henrettelse i amfiteatret, da hun blev kastet for de vilde dyr.

Forbud mod kristendom

Blandt de kristne fik forfølgelserne blot troen på Jesus til at vokse. En martyr skrev:
”Oh, hvilket ærefuldt og velsignet lod kan ved Guds nåde tilfalde en mand, at han under tortur og i dødsangst kan vidne, at Gud er Herren – med flænset krop og halvt opgivet ånd bevidne, at Kristus er Guds søn”.

Troen på Jesu budskab var så stærkt, at end ikke et romersk forbud mod begravelser kunne stoppe de kristne. Mens romerne brændte deres døde, begravede de kristne deres faldne martyrer i de mørke katakomber langt under jorden, så de kunne genopstå i kød og blod, når Jesus kom igen. I den hærdede vulkanske aske under og omkring Rom gravede de møjsommeligt gange og tunneller, der strakte sig over 170 km. og nogle steder løb i fire lag.

Først i midten af det 3. århundrede kom så det egentlige forbud mod kristendommen.
Kejser Decius ville én gang for alle den kristne menighed til livs, så han udstedte i år 250 et cirkulære om (et edikt), at de kristne skulle fornægte Kristus og ofre til Roms guder, og de, der ikke gjorde det, skulle ved pinsler tvinges til frafald.
Forfølgelserne fortsatte nogle år, men under kejser Gallinus (260-268) stilnede de af, og de kristne fik fred århundredet ud, inden de blussede op på ny i begyndelsen af 300-tallet som en sidste krampetrækning, inden kejser Galerius gav op og gav kirken fred.

Så kom Konstantin

Skiftende kejsere havde ikke formået at få styr på de kristne, hvis antal blot var vokset og vokset i takt med forfølgelserne, og i år 313 gjorde kejser Konstantin så definitivt ende på forfølgelserne ved at lovliggøre kristendommen i Romerriget.