Tanker i tandlægestolen

Et længere forløb hos min tandlæge, som hverken har Find-Holger billeder eller Sudoku i loftet, gav mig tid til at tænke på nogle af mine dygtige tandlæger gennem tiden. Jeg har glemt deres navne – men absolut ikke deres særheder.

Der var Dr. Snak, som blev kaldt både barsk og hårdhændet. Jeg husker ham nu bedst, fordi han gerne ville snakke under behandlingen. Det gik aldrig op for ham, at det er ret svært at tale med både boremaskine, vinkelsliber, støvsuger + alt det løse i munden.
Men en dag var Snak blevet afløst af en svensker. Han udskiftede en plombe, som han mente var revnet. Smerterne kom først efter at jeg var kommet hjem. Men da var tandlægen taget på påskeferie.

Jeg lå i sengen med smerter, der gik lodret opad og tværs over panden. Vores kat lagde sig for første og sidste gang tværs over hovedet på mig. Men hverken piller eller kat hjalp nok, så jeg opsøgte en ny klinik. De kunne ikke se noget, så de filede lidt på den nye plombe og sendte mig hjem igen. Det var mandag. Smerterne fortsatte. Onsdag var jeg igen på klinikken, hvor man var i gang med årets påskefrokost. Jeg var så grov, at personalet – der endnu ikke var helt overrislet – åbnede klinikken igen. Og problemet blev løst.
Vores præst greb engang sin hobbyboremaskine, fordi noget havde været helt galt med en tand. Bagefter havde tandlægen formanet ham strengt til aldrig at gøre det igen! Præstekonen anbefalede mig sin egen utroligt søde tandlæge.

Så i nogle år havde jeg en Dr. Smertefri, som undskyldte, hvis noget gjorde ondt under behandlingen!

Efter Smertefri kom Dr. Nellike. Han skulle forberede vore tænder på opholdet i Afrika, ’hvor-der-sikkert-ikke-er-gode-tandlæger.’ Nellike fortalte om en kollega, der ville revolutionere tandbehandlingen i et afrikansk land, hvor alt for mange bare fik trukket tænder ud. Nu skulle de have en ordentlig tandpleje, mente hun. Lige til hun så den lange række af patienter ude på gaden. Så røg ambitionerne. Hun endte med at trække tænder ud ligesom alle de andre.
Dr. Nellike lærte os, at man kan tygge på en kryddernellike, hvis man har tandpine. Hermed er ideen givet videre, hvis nogen skulle få tandsmerter uden for åbningstiden – eller af anden grund befinde sig det forkerte sted i forhold til god tandpleje.

Min nuværende tandlæge har sunget i kirkekoret sammen med mine sønner. Så dem snakker vi lidt om, før han begynder at snakke tandlægsk med assisten hen over hovedet på én. Det er et nyt sprog for mig, men efterhånden lærer man jo lidt om de barske realiteter alligevel.

Mine seneste ophold i den varme stol har mindet mig om, hvor meget vi har at være taknemlige for.

Vi skal jo sige tak under alle forhold – og jeg takker Gud for alle gode tandlæger – ikke mindst efter behandlingen…