Tidl. missionærpar vil sælge burgere og pizzaer i Tanzania
Mie og Poul Erik Andersen har tidligere været udsendt som missionærer i Tanzania. Men nu vil de sælge burgere.
Forklaringen er, som de skriver i deres nyhedsbrev:
– Gennem mange år har vi arbejdet med ideen om at starte noget arbejde op i Tanzania. Da vi i 2011 rejste hjem efter tre år i Mwanza i Tanzania, efterlod vi en del af vores hjerte der.
Projektet vil betyde, at vi åbner en restaurant, som sælger burgere, pommesfrites og frugt og is. Vi kan ikke købe produkterne og bliver derfor nødt til selv at fremstille dem. Vi regner derfor med at skulle have mindst 20 mennesker ansat i den første restaurant. Mindst 20 familier kan derved forsørge sig selv. Vi håber meget på at kunne åbne restaurant nummer to inden for ganske kort tid, fortæller parret, der er hhv. erhvervsøkonom og købmandsuddannet.
Suppe til fattige
– Når vi har tre restauranter, burde der være midler til, at vi kan starte et suppekøkken op, hvor de meget fattige i samarbejde med kirkerne kan komme og få et gratis måltid mad, fortæller parret. Da de i 2016 var nede for at installere deres datter Kirsten som lærer på en skole, lagde de mærke til den voksende fattigdom:
– Mange bor nu på gaden. Der er ingen hjælp at hente andet end hos familien, men som oftest har de heller ikke ret meget selv. Derfor har vi set behovet for at hjælpe sådanne mennesker i en begrænset periode. Vi vil samarbejde med kirkerne, da de er den eneste instans, der har hjerte for andre menneskers nød i Tanzania, og fordi det er kirkerne, vi kender og ved hvad de står for, siger Mie.
Efter først at have startet op privat ønsker parret nu på onsdag at oprette foreningen Tanzanias venner for alle interesserede i deres hjem på Borgvej 5 i Asp, 7600 Struer kl. 19.30.
Foreningen findes på Facebook. Det skal koste 100 kr. årligt at være medlem. Desuden vil de gerne låne penge til udvidelse af den utraditionelle idé.