Hårdtslående lovsangs-musik

CD’en The Blues, Silvers & Greens er Mark Hills 3. album. Mark Hill er ikke ny på lovsangsområdet. Han har mange års erfaring som lovsangsleder og ungdomspræst. Samtidig har han medvirket på flere udgivelser med internationale kunstnere fra flere lande.

Denne CD består af 13 numre, der alle er skrevet, arrangeret og produceret af Mark Hill selv.

Genremæssigt er vi ovre i den mere hårde rock og blues-afdeling. Enkelte numre er mere poppede, men generelt er musikken fyldt med forvrænget guitarlyd på den fede måde. Det er musikere, der har rigtigt godt styr på deres instrument, der har indspillet dette album.

Teksterne handler meget om de tidspunkter, hvor livet er svært og det råb til Gud, der skal gøre det muligt at overleve og komme videre. Tvivl og håbløshed går igen igennem mange af teksterne, og det kan godt virke en anelse deprimerende. Der er dog sange som ”Man of God” og ”Test of fire”, der alligevel giver et lille glimt af håb. CD’en indeholder også en booklet med alle sangteksterne, så man kan nærstudere lyrikken.

Selvom musikken er indspillet i 2016, giver den associationer til en svunden tid, hvor musikken blev indspillet i et studie med musikere, der spillede på rigtige instrumenter. Musikken er ikke sovset ind i elektroniske lyde med en overarbejdet vokal. Den er ikke moderne, men til gengæld bliver man ikke ført bag lyset. Selvom der er keyboard med på indspilningerne, er det el-guitaren, der fører an.

The Blues, Silvers & Greens er et album, man sagtens kan lytte til mere end en gang. Det bliver det kun bedre af.
Bo Slot Petersen