Ungt missionærpar på vej til Liberia
Promissio har siden 2015 søgt efter nye missionærer til undervisningscentret i Totota og kan nu offentliggøre, at Thomas og Sissel Kofoed Nedergaard rejser ud til efteråret.
Hvis alt det juridiske og praktiske falder på plads, kan ægteparret fra efteråret skifte adressen i Viborg ud med den lutherske kirkes uddannelsescenter i Totota, Liberia.
Thomas Kofoed Nedergaard er cand.theol. og har taget sin bachelor på Menighedsfakultetet i Aarhus. Han har siden august 2016 været i sit første embede som vikarierende sognepræst i Christianskirken i Aarhus. Sissel Kofoed Nedergaard er uddannet sygeplejerske og har de seneste knap to år arbejdet på sygehuset i Viborg. Parret var i marts måned på besøg i Liberia; et besøg som har givet dem smag på mere.
Thomas Kofoed Nedergaard skal undervise den liberianske lutherske kirkes medarbejdere og være konsulent i kirken. Sissel Kofoed Nedergaard vil komme til at gøre brug af sin sygeplejefaglige uddannelse, og der sigtes på, at parret også varetager en fælles opgave ind i kirken.
Før afrejsen til Liberia tager Thomas og Sissel Kofoed Nedergaard på to måneders forberedende kursus på All Nations i England.