Dansk delegation møder lutherske kirker fra hele verden i Namibia

Biskop Marianne Christiansen leder den danske delegation ved LVFs generalforsamling.

Det Lutherske Verdensforbund holder generalforsamling d. 10.-16. maj.

Folkekirken fejrer reformationen med lutheranere fra alle verdens kontinenter, bl.a. under LVFs 12. generalforsamling i Namibia 10.-16. maj.

Og det er vigtigt at opdage det globale aspekt i det lutherske, mener biskop Marianne Christiansen. Hun leder den danske delegation, som er taget til Namibia for at møde lutherske kirker fra hele verden, skriver Det Mellemkirkelige Råd.

Hvad har vi til fælles?

Folkekirken er én de af mange lutherske kirker, som findes overalt i verden og på alle kontinenter. Men Folkekirken er talmæssigt den fjerdestørste lutherske kirke i verden. Og kirken har stor indflydelse, selv om Danmark udadtil virker gennemsekulariseret, mener biskoppen.

I virkeligheden er vi ”en del af det sekulære samfund, og det giver os en enestående mulighed for at komme langt ud med vores budskab. Vi er en del af det offentlige rum, uden at vi opfattes som ’farlige’ eller ’hellige’”, siger Marianne Christiansen.

Gudstjeneste for 10.000

Det Lutherske Verdensforbund markerer reformationsjubilæet ved at kalde kirkerne sammen til en fælles samtale om, hvad der samler og skiller lutheranere på tværs af sociale, kulturelle, ideologiske og geografiske skel. Der vil også være en kæmpemæssig festgudstjeneste på Sam Nujoma Stadium for 10.000 deltagere.
Generalforsamlingens tema er de nutidige aspekter af ”ikke at være til salg”. Frelsen er nemlig ikke til salg. Det er mennesker og skaberværket heller ikke.

Den danske delegation

Foruden biskop Marianne Christiansen, som er delegations-leder, deltager biskop Henrik Stubkjær samt delegerede fra Folkekirkens mellemkirkelige Råd, Landsforeningen af Menighedsråd, FUV og Menigheds-fakultetet.

Der er også repræsentanter fra stifterne og for kirkelige organisationer som Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Missionsråd og Grundtvig Centeret.

Folkekirken opstiller biskop Henrik Stubkjær som kandidat til bestyrelsen for Det lutherske Verdensforbund, og Ulla Morre Bidstrup indstilles som rådgiver for den på generalforsamlingen nyvalgte bestyrelse.