Glem ikke gæstfriheden

I en tid med negativ fokus på de fremmede i vores land, opfordrer Tværkulturelt Center til gæstfrihed.

Der findes et meget tankevækkende bibelvers, som minder menigheden om aldrig nogensinde at glemme gæstfrihedens gestus; mange har på dén måde taget imod engle (Hebræerbrevet 13,2). Det er min dybeste overbevisning, at det i opstandelsen vil vise sig, hvor mange.

Den svenske filminstrktør Kay Pollak udtrykker noget tilsvarende, når han kalder det en både markant og givende måde at rejse gennem livet med tanken om, at hvert menneske, man møder på sin vej, er udsendt.
I disse år er gæstfriheden overfor de udsatte, de flygtende og de forældreløse uledsagede børn sat på prøve. Ikke så meget menneskeligt set, som politisk. Rettidig omhu, kalder man det med en forvredet version af den gamle hædersmand, Mærsk McKinney-Møllers ord. Ikke så sjældent skærer det én i hjertet.

Så er det en lise for sjælen at høre nyt fra Tværkulturelt Center om sagen – og det sker her! Et lille hæfte, der magter at løfte sig op over de daglige trakasserier på de sociale medier. Titlen går lige til sagen med tre små, men derfor ikke mindre sigende ord: ’Glem ikke gæstfriheden’.

I hæftets forord advarer sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen mod, at problematikken munder ud i politiske manifestationer. I stedet vælger han at tage udgangspunkt netop i gæstfriheden, set som medvandring; denne forståelse kalder han ”en afgørende forudsætning for, at der kan opbygges fællesskaber og mødesteder, hvor relationer mellem asylansøgere og folkekirkemedlemmer kan etableres og udvikle sig” (s. 4).

Den lille tryksag har to hovedspor: det ene er en række sammenskrevne interviews med de mennesker, det hele drejer sig om; her hører man mange fine og opbyggelige stemmer. Det andet er et inspirerende idé-katalog, som menigheder og mødesteder frit kan tage til sig – og evt. videreudvikle på.

Det hele til understøttelse af en kultur og et menneskesyn, hvor man er mere end sig selv nok. Og der bør være basis for udbredelse af hæftet i endog meget vide, kirkelige kredse.

”Glem ikke gæstfriheden. Folkekirkens møde med asylansøgere.”
52 sider • Illustreret • 60 kr
Tværkulturelt Center