Gud svigter dig ikke, når det er svært

– Midt I alle problemerne og trængslerne følte jeg, at Herren konstant mindede mig om og fortalte mig, at han var på min side. Selv lige midt i det hele forlod han mig ikke, han var ikke vred eller frustreret, når jeg ikke gjorde alt helt rigtigt, siger 35-årige Kim Walker-Smith.

Når man ser Kim Walker-Smith fra det populære band Jesus Culture optræde på scener rundt omkring i verden, så kan det være svært at se de kampe, hun har kæmpet de senere år.

Vi kender hende som den energiske sangerinde med den kraftfulde stemme. Hun slog for alvor igennem i bevidstheden hos mange kristne med det intime nummer ’How He loves us’ fra albummet ’We Cry Out’ i 2007. YouTube-videoen med denne sang er set over 18 millioner gange.

Men de seneste fire år har været hårde, forklarer Kim Walker-Smith til Christian Post:
– Det var virkelig hårdt for mig at blive mor, og hele overgangen til at blive mor. Der er kun 14 måneder mellem mine drenge, så de ligger tæt aldersmæssigt. Det var en meget udfordrende periode, fordi jeg havde en virkelig svær fødselsdepression efter mit andet barns fødsel. Og midt i det hele flyttede vi til en ny by, og det tog meget lang tid at finde et hjem dér. Vi plantede en kirke med Jesus Culture, og så døde min stedfar af en sygdom, som han havde kæmpet med i mange år. Han var far for mig, og alt det hobede sig op på samme tid.

Søgte naturlig helbredelse

På grund af fødselsdepressionen måtte Walker-Smith nu disciplinere sit liv og sin hverdag på en måde, som hun ikke havde gjort før.
– Jeg måtte sætte tid af til at lave motion og andre ting, som hjalp mig på en naturlig og fysisk måde. Jeg ved, at hvis man taler med en læge, så får man medicin, men jeg besluttede at gå den naturlige vej. Jeg undersøgte en masse om de forskellige vitaminer og supplementer og andre naturlige ting, som jeg kunne tage for at afhjælpe det, siger Walker-Smith og påpeger at hun egentlig ikke er særlig glad for at løbe og motionere.

Hun fandt også nogle andre mødre, som havde stået i samme situation som hende selv, og det var med til at hjælpe hende igennem fødselsdepressionen.
– Det var en stor hjælp for mig, for det er virkelig svært at tale med nogen, som ikke selv har oplevet det, forklarer hun.

Tvivlede på Gud og sig selv

Når nogen af os har en dårlig dag, så sidder vi måske bagerst i kirken under lovsangen og forsøger at komme igennem det. Men hvad gør man, hvis man er lovsangsleder og turnerer verden rundt for at ophøje og prise Jesus?
– Det er virkelig hårdt at være i den hårdeste periode i sit liv, og så fortsætte med at gå op på scenen og lede mennesker i lovsang eller tale eller skrive et album, eller hvad man nu laver. Alt føles hårdere, når du er midt i, hvad der føles som den hårdeste periode i dit liv. Du tvivler på dig selv, du tvivler på Gud, du er såret, du er fornærmet, du er vred, og du har alle de her forskellige følelser, som du kæmper med, indrømmer hun.

Man kan stole på Gud

Kim Walker-Smiths nye album hedder ‘On My Side’, og det er lige præcis, hvad hun har oplevet midt i denne meget svære periode i hendes liv.
– Det er fantastisk, for jeg kan se, at Gud virkelig kan bruge alting til gode for dem, som elsker ham. Han er tro mod sit ord. Når du virkelig overgiver dig til ham og bliver ved med at sige ja til ham, selv midt i alt rodet, så svigter han dig ikke, og han møder dig dér.

Og måske er det den oplevelse af Gud, som gør, at Walker-Smith peger på ’Fresh Outpouring’ som sit yndlingsnummer på det nye album. Hun vil opleve Guds forfriskende nærvær, men hun vil ikke nøjes med sig selv:
– Vi ønsker at se en forfriskende udgydelse af Guds nærvær, ikke bare i vores liv og i vores hjem, men også i kirker, skoler og på arbejdspladser, forklarer hun og fortsætter:
– Vi vil ikke bare have det samme gamle, som vi kender, vi vil ikke bare have det jordiske, vi vil have mere af Gud! Det er bestemt en sang, som er en meget hellig og dyrebar bøn i mit hjerte, ikke kun for mit eget liv, men også for kirken.


Artiklen fortsætter efter annoncen: