Hvorfor tror du på Gud?
Jeg kan ikke bevise, at Gud findes. Og alligevel tror jeg på ham.
”Hvorfor tror du egentlig på Gud?” Folk i min omgangskreds kan udfordre mig med dette spørgsmål.
Mit svar er helt enkelt: Det giver bedst mening for mig, at der findes en Gud, som er langt større end mig som menneske. Derfor er det meningsfuldt for mig at tro på den Gud, som Biblen fortæller om. Og ja, jeg har kendskab til både andre religioner og evolutionsteorien. Så mit valg er faktisk kvalificeret, synes jeg selv.
At en fænomenal Gud har skabt vores fantastiske jord giver mening for mig. Det giver også mening, at Gud tilbyder mennesker en chance for at forenes med ham. Også selvom vi oprindeligt har negligeret hans tilstedeværelse. Oven i købet får vi muligheden for at indgå i en personlig relation til denne barmhjertige Gud. Det giver alt sammen så god mening.
Mine bekendte kan hævde, at jeg ikke kan bevise, at Gud er til. Spot on! Jeg har ingen beviser. Omvendt kan folk omkring mig heller ikke føre bevis for, at Gud ikke er til. I begge tilfælde handler det om, hvad vi hver især tror på.
Troen på Gud er altså udgangspunktet for min eksistentielle tilgang til livet. Jeg kan så blive bekræftet i min tro. Fx når jeg beundrer det mangfoldige og enestående skaberværk, som omgiver mig, og som jeg også selv er en del af. For mig er det tegn på, at der kan stå en eminent Gud bag.
Det er lidt på samme måde som de malerier, der er på museet i mit nabolag. I hvert maleri er der en fortælling. Desuden fortæller kunstnerne noget om sig selv i deres valg af motiver og farver i malerierne. Kunstnerne er naturligvis ikke fysisk til stede på museet. Men de har sat tydelige aftryk og spor om sig selv i deres malerier.
I snakken med mine bekendte kan jeg pege på spor og aftryk, der kan tale for, at Gud er til. Jeg kan fortælle dem om, hvordan min opfattelse af Gud er. Og jeg kan tilbyde min omgangskreds at se tilværelsen gennem de briller, jeg har valgt at gå med.
Måske udfordrer og nuancerer mine synspunkter mine bekendtes eksistentielle anskuelser. Og i samtalen kan jeg opnå indsigt i de overbevisninger, som deres tro er funderet på. Vi kan blive klogere på de trosantagelser, vi hver især har.