Jakob Knudsen – om at leve livet evigt
I anledningen af 100-året for forfatteren Jakob Knudsens død har Knud Nyboe Rasmussen skrevet ”Jakob Knudsen mellem Luther og Grundtvig. Gud og menneske i Jakob Knudsens tænkning”.
Bogen falder i tre hoveddele. Første del er en indføring i Jakob Knudsens tænkning, anden del fem prædikener og en kronik af Nyboe Rasmussen, hvor han inddrager Jakob Knudsens teologi og endelig tredje del, som består af tre af Jakob Knudsens salmer.
Gør ikke naturen til unatur
Et gennemgående tema i alle tre dele er Jakob Knudsens tanker om ”at leve livet evigt”. Med dette mener han, at mennesket uden evighedsperspektivet altid vil leve i en stræben efter noget, det aldrig kan nå. Jakob Knudsen levede, mens naturalismen havde sin storhedstid, men selvom han på nogle områder var tiltalt af denne strømnings tanker, så han klart, hvordan man ved at putte sine forhåbninger i og måske endda guddommeliggøre naturen, i virkeligheden gjorde den til unatur – et begreb, som ifølge forfatteren var et af Jakob Knudsens yndlingsbegreber.
Som Jakob Knudsen selv udtrykker det: ”Man kan heller ingen knuder løse her i verden, hvis man med sit liv og sin sjæl skal hænge ved den. Men vinder man hvile i Gud, da får man hænderne fri til verden”. (s. 92).
Med andre ord: lever man livet evigt, gør man ikke naturen til unatur.
Titel og indhold
En svaghed ved bogen, er imidlertid, at forfatteren fylder for meget og Jakob Knudsen for lidt.
Hvorfor skal læseren f.eks. have fem prædikener af forfatteren? Ja, det er da ganske udmærkede prædikener – hvis man er til ”litterære prædikener” – men hører de til i en bog, som skulle handle om Jakob Knudsens tænkning? Lige da jeg fik bogen i hånden, troede jeg faktisk, at det var fem af Jakob Knudsens egne prædikener, og blev slem skuffet, da det ”bare” var af Knud Nyboe Rasmussen.
Det er som om forfatteren sætter sig lidt mellem to eller flere stole, så bogen ikke kommer til at fremstå som et hele med en klar ide.
Dertil kommer, at bogens titel ”Jakob Knudsen mellem Luther og Grundtvig” ikke er fuldt ud dækkende for indholdet. Ja, især Grundtvig og grundtvigianismen fylder en del, men bogen kunne med lige så stor ret have heddet ”Jakob Knudsen og naturalismen”, da denne vinkel er mere fremherskende end Jakob Knudsens forhold til Luther.
Skuffelsen over måske ikke indfriede forventninger må dog ikke overdøves af, at man i bogen får værdifuld information om en forfatter, som K.E. Løgstrup har kaldt ”en af de betydeligste teologer, vi har haft i Danmark”.
Knud Nyboe Rasmussen: Jakob Knudsen mellem Luther og Grundtvig
106 sider • 189 kr. • Hovedland