Karin skal lede KFUMs Soldaterhjem i Borris
Den nye soldaterhjemsleder har bl.a. erfaringer fra Blå Kors varmestue.
Karin Jensen fra Lind er ny leder af KFUMs Soldaterhjem i Borris. Hun tiltræder 1. juni, hvor hun glæder sig til at skabe hjemlige rammer for soldaterne i skydelejren.
– Jeg vil gerne arbejde i en værdibaseret organisation, fortæller Karin Jensen, der i 23 år har arbejdet på Blå Kors’ varmestue i Herning. ”Der kan jeg have hele mig med”, forklarer Karin.
Den kommende leder af soldaterhjemmet i Borris er 50 år, single og formand for den lokale Indre Mission i Lind, hvor hun bliver boende. Desuden sidder hun i bestyrelsen for landsorganisationen KRIS, ligesom hun er engageret i Rind Sogns Mellemkirkelige arbejde og byens lokale genbrugsbutik.
– Ligeværdighed og respekt er helt grundlæggende for mig. I Blå Kors’ varmestue har jeg mødt mange forskellige mennesker. Deres baggrund og kulturer er forskellige, men det gør noget ved mig, når andre sættes i bås. Jeg tror på det gode i mennesker, og jeg har oplevet, at ens egen holdning til andre afspejles i mødet med et andet menneske, siger Karin Jensen.
Skydelejrens nabo
Karin vil fremover få masser af muligheder for at møde andre mennesker på Borris hede, hvor der kommer mange forskellige soldater til skydelejren.
Opgaven som soldaterhjemsleder bliver at lave mad og forsyne soldaterne med mad og drikke, som de både kan købe på KFUMs Soldaterhjem i lejren eller ved soldaterhjemmets kantinevogn. Den kører ofte to-tre ture dagligt for at komme rundt i terrænet, hvor der er soldater.
Ud over Karin er der en fuldtidsansat assistent samt studentermedhjælpere, som Karin bliver leder for, og som kan hjælpe med opgaverne.
Gode minder fra Værløse
Sidst i 80’erne arbejdede Karin et år på KFUMs Soldaterhjem i Værløse, og oplevelserne dette år har gjort indtryk på den kommende soldaterhjemsleder.
– Jeg kan huske Bodil og Christian (Nielsen, red.), der var meget engagerede som soldaterhjemsledere. De skabte et hjem og inddrog os helt unge mennesker.
Soldaterne værdsatte det rigtig meget, og det tætte samarbejde med Flyvestation Værløse var noget helt særligt, som smittede positivt af på soldaternes brug af KFUMs Soldaterhjem, husker Karin. ”Jeg kan også huske, at jeg for første gang tænkte, at selv rengøringsopgaven var meningsfuld, for jeg mødte jo de mennesker, der fik glæde af det nyvaskede gulv.”
Alle skal føle sig hjemme
I Borrislejren håber Karin, at hver enkelt af soldaterne vil opleve, at alle er velkomne på KFUMs Soldaterhjem. De må gerne tænke, at her er ligesom derhjemme og kunne genkende soldaterhjemskonceptet fra den kaserne, hvor de hører til.
Forudsætningerne for at skabe soldaterhjem er lidt anderledes i Borrislejren end andre steder. Her vil der nemlig være nye soldater hver uge, men Karin har gjort sig flere overvejelser om, hvordan KFUMs Soldaterhjem kan adskille sig fra et cafeteria.
– Der skal prøves lidt forskelligt af som for eksempel ad hoc arrangementer, siger Karin. Før hun kommer i gang i Borris, skal hun derfor i praktik på KFUMs Soldaterhjem i Oksbøl for at lære tips og tricks i soldaterhjemsarbejdet.