Kirker i hele verden beder bønnen ”Komme dit rige”
Justin Welby, ærkebiskop af Canterbury, opfordrer kristne fra hele verden til at være med i bedeprojektet ”Thy Kingdom Come” mellem Kristi Himmelfartsdag og Pinse.
– Det er ikke bare noget for anglikanere, det er for alle kristne, siger Justin Welby.
– I disse tider med forandringer i hele Europa, folkevandringer og krig har det aldrig været vigtigere at bede. Vi må forvandles som enkeltpersoner og samfund, så vi kommer dybere ind i vores relation til Gud og kan arbejde sammen for fred”, tilføjer han.
Både katolikker, pinsefolk, baptister og anglikanere deltager i projektet, der bl.a. byder på bedevandringer, lysgudstjenester, bedetelte, gadefester og fyrværkeri.
BBC vil livestreame en udsendelse med Welby og lovsangsleder Matt Redman samt andre kristne ledere.
– Kirker i hele verden – også fra andre kirkeretninger og traditioner – lige fra Sydafrika til Canada og fra Brasilien til Hong Kong vil være med, fortæller Emma Buchan, der er tovholder på projektet.