Ny formand i Retten til Liv
Administrationschef i Sømandsmissionen, Jens Vindum, afløser Per Damgaard Pedersen som formand for Retten til Liv.
På bestyrelsens konstituerende møde valgte sognepræst Per Damgaard Pedersen at træde tilbage som formand efter 3½ år på posten, hvor han har bidraget til en forening, der over de senere år er vokset i styrke og har en forbedret økonomi.
– Det er et naturligt skifte, som jeg selv har ønsket. Jeg føler, at jeg har bidraget med, hvad jeg havde mulighed for, og at der gerne må ske en forandring, for at vi bevarer dynamikken i den her livsglade forening, udtaler Per D. Pedersen, der ikke træder ud af bestyrelsen, men holder et halvt års orlov.
”Det handler om menneskerettigheder”
Den 62-årige Jens Vindum har siddet i Retten til Livs bestyrelse siden 2015. Han ser Retten til Livs forsvar for de ufødte som en nødvendig stemme ind i tiden og det danske samfund.
– De ufødte børns ret til livet er lige så indlysende som vi andres ret hertil. Det handler i bund og grund om menneskerettigheder, ligeværd og livets ukrænkelighed, og disse værdier vil jeg gerne være med til at fremme. Derfor sidder jeg i Retten til Livs bestyrelse, siger den nye formand. Han regner dog kun med at være formand i en overgangsperiode og har bedt bestyrelsen arbejde på en mere permanent løsning.
Jens Vindum er uddannet maskinmester, men har det meste af sit arbejdsliv haft lederposter, bl.a. som forstander for Svendborg Søfartsskole og Nordsjællands Efterskole og de seneste 7 år i Sømandsmissionen. Han bor i Vejle, er gift med Birgitte Vindum, og de har 3 voksne sønner.