Sundhedsskadeligt lydniveau på Awake på kristen

Lyden ved ”lovsangen” på Awake nåede op på 110 decibel. Det svarer til lyden på et stålværk.
Hvis reglerne skulle følges, burde alle møde-deltagerne bære høreværn under lovsangen…

Det er blevet almindeligt også på nogle kristne festivals og møder at skrue så højt op for musikken, at den kan være direkte sundhedsskadelig.

Ved Awake konferencen i Københavns Kristne Kultur Center i sidste weekend skruede lydfolkene til tider så højt op for lyden fra lovsangskoret, at lyden var direkte sundhedsskadelig…!

Udfordringens medarbejder målte op til 110 decibel – vel at mærke i en sidefløj af det store mødelokale, hvor lyden ellers skulle være lavere end midtfor. Det vil sige at lyden andre steder var højere.

Her er en måling fra den 28. april kl. 20:00-20:03:
Min (dB): 81.5
Max (dB): 110.2
Peak (dB): 116.4
Leq (dB): 104.1

Det vil sige, at lyden ikke kom under 81,5 dB og at den kom helt op på 110,2 dB. Ja, der var såkaldte peak, hvor lyden nåede helt op på 116,4 dB. I gennemsnit lå den på 104,1 dB.
Andre målinger under lovssangen gav lignende udslag.
Rockmusik ligger ofte på 100 dB. Men man skulle på det tidligere stålvalseværk i Frederiksværk for at opleve en lyd på 110 dB.
Det er nemlig et lydniveau, der svarer til at stå tæt på et trykluftsbor.

Risiko ved over 85 dB

Sundhedsguiden.dk fortæller:
”En høj lyd eller støj kan medføre smerte i øret. Man taler om, at der er en smertegrænse for lyd. Normalt er denne lyd over 85 dB, og særligt hvis det er en højfrekvent lyd. Hvis man arbejder i støjende omgivelser med lydstyrker over 85 dB, foreskriver lovgivningen, at man anvender høreværn,” fortæller Sundhedsguiden.dk.

Ikke kun ældre

At lyden er blevet så høj er et problem i en del frikirker, hvor folkekirkens orgelbrus er udskiftet med en musikgruppe med trommer og et lydanlæg af enorme dimensioner. En del ældre har nævnt dette overfor Udfordringen – ikke blot af sundhedsskadelige grunde, men fordi de mener, den høje lyd afsporer lovsangen, og at nogle forsøger at erstatte Helligånden med høj lyd, lysshow og røgmaskine på ”scenen”.

Udfordringen talte med en yngre deltager, som havde henvendt sig til lydpulten for at gøre opmærksom på, at lyden var for høj. Da det ikke hjalp, fik han udleveret hørepropper i informationen.

Udfordringen forelagde problemet for den tekniske arrangør Asbjørn Kristiansen. Han lovede at tage lyd-problemet op med lydfolkene. Ofte skyder folk på lovsangerne, men det er som regel ikke dem, der indstiller lydstyrken. Det er lyd-teknikerne ved kirkernes mixerpulte.