Vrede og mod er det som mangler i terrorbekæmpelsen

Så skete det igen. Jeg havde håbet, at jeg ikke skulle skrive den samme sætning så hurtigt igen. Det er blot få uger siden, at Europa var udsat for et terrorangreb i London og Sankt Petersborg. Og i søndags skete det så igen i Manchester.

Denne gange sprang bomben til en koncert med popidolet Ariana Grande på Manchester Arena. 22 blev dræbt og over 50 sårede. Der var flere børn iblandt ofrene helt ned til under 10 år. Selvmordsbomberen, Salman Abedi, døde også selv under angrebet.

I dagene efter fulgte jeg omtalen af terrorangrebet i flere internationale medier. Den sædvanlige mølle gik straks i gang: chokbilleder og private optagelser med mobiltelefoner, hvor folk skriger, græder og løber væk i skræk. Derpå interview med vidner, der var tæt på blodbadet og som bliver bedt om at tale om deres følelser. Så toner politikere frem og taler om deres følelser. De er knuste, de lider og er kede af det og udtrykker medfølelse med ofrene og deres efterladte. Men de siger aldrig et ord om, hvad de vil gøre aktivt for at stoppe det, men runder af med at forsikre, at vi står sammen og intet kan skille os ad. Flere politikere har endda sagt, at vi nok må vænne os til terroren.

Denne gang slog det mig, at der slet ikke er nogen, der bliver vrede. Hvis politikerne er så knuste over terroren, hvorfor går de så ikke hårdere til værks for at stoppe det? Det er et spørgsmål, som borgerne må begynde at stille. Hvor bliver vreden af? Hvorfor er vi bare knuste og medfølende, men ikke vrede? Er det fordi vi mangler modet? Eller er vi faktisk begyndt at acceptere volden og ondskaben som et vilkår, vi ikke kan ændre på? Har vi mistet håbet om en god verden?

I kristne cirkler vil mange måske mene, at vi skal være barmhjertige og række hånden frem også til forbryderen. Men det kan betyde, at vi kan komme til at stå med blod på hænderne, hvis ikke vi gør noget for at beskytte potentielle ofre for terror fremadrettet. Kirkefaderen Augustin har sagt: “Håb har to smukke døtre; deres navne er vrede og mod. Vreden over den måde tingene er på, og modet til gøre noget, at de ikke forbliver således.”

Vrede og mod er det som mangler allermest i terrorbekæmpelsen.