95 teser i Reformationens ånd
I hæftet ’De nye 95 teser’ tager Johny Noer et opgør med både stat og kirke i lyset af, at staten gennem kirkeministeren i sin tid gennemtrumfede indførelsen af kirkelig vielse af homofile – og at denne sag netop i år er blevet blåstemplet ved Højesteret.
De første 51 teser peger på hykleriet hos de politiske ledere, som kalder sig lutherske, men står for alt muligt andet end det, der var Luthers anliggende. Disse første teser påpeger statens magtmisbrug i forhold til folkekirken – men også kirkens ansvar for at forkynde Guds dom over synd samt budskabet om, at mennesker skal omvende sig.
I samme afdeling finder vi teser, som på det skarpeste advarer mod en forbrødring mellem protestanter og katolikker. Her henviser Noer til, at paven i Lunds lutherske domkirke opfordrede de protestantiske kristne i Skandinavien til ”for enhedens skyld” at bøje sig for Rom. Også statens indgreb over for forældres ret til at opdrage deres børn får mange hårde ord med på vejen. Vi står midt i en antikristelig udvikling, hvor Guds folk må stå fast – men uden at kunne forvente retfærdighed fra myndighederens side.
Anden afdeling af Noers teser handler om Bibelen, retfærdiggørelsen ved troen, afvisning af pavedømmet, den katolske nadverlære, mariadyrkelsen – og islam.
Luther var den første kristne teolog i Europa, som satte sig for at forklare ”Tyrkernes Islam”, skriver Noer. Han citerer også Luthers ord om Koranen: ”I den bog er Kristus hverken frelser eller konge; dér findes hverken syndstilgivelse, nåde eller Helligånd…”
De sidste af teserne omhandler den danske stats forhold til staten Israel. Konklusionen er, at danskerne burde lære af formuleringen i den tyske forfatning, hvor borgernes ansvar over for Gud og mennesker fremhæves. Bayern har endda en formulering, der advarer mod en gentagelse af ødelæggelser, som under 2. verdenskrig blev påført folket af en gudløs øvrighed, understreger Johny Noer.
