Danskere blandt de 30.000 deltagere i tyske kirkedage
Både Folkekirken, Frikirkenet og den danske kirkedagskomité var repræsenteret til de tyske kirkedage i Berlin og Wittenberg 24. – 28. maj 2017, skriver Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.
Det store arrangement bød bl.a. på 2500 aktiviteter og samlede 30.000 til aftengudstjenesten den første aften.
På de tyske kirkedage sætter man fokus på væsentlige anliggender i kirke og samfund uden på nogen måde at stikke bibel, gudstjeneste, bøn og teologi under stolen, vurderer Birger Nygaard, sekretariatschef i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.
Det store trækplaster var mødet mellem USAs tidl. præsident Barack Obama og den tyske forbundskansler Angela Merkel ved Brandenburger Tor. De to debatterede blandt andet demokrati, flygtninge og tro. Indenrigsministeren holdt bibeltime, og også finansministeren og den socialdemokratiske formand var med på kirkedagene. ”Det virker, som om de deltager på kirkedagenes præmisser og ikke bare er til stede for at føre sig frem politisk”, vurderer Birger Nygaard.
De danske deltagere var begejstrede for studieturen og fik god inspiration med hjem til de næste danske kirkedage i Herning i 2019.