Fik du ikke 12?
Facebook svømmer i øjeblikket over med fotos af glade studenter og stolte forældre. Det samme gør sig gældende, når man går en tur gennem byen. Måske er de stolte forældre ikke så genkendelige, men de hvide huer med diverse bånd og de glade ansigter er ikke til at tage fejl af. Eksamenspresset og jagten på de gode karakterer er overstået (for denne gang). Tillykke med det!
Men måske er du ikke helt tilfreds med dig selv. Måske føler du, at du skuffede. Ikke levede op til egne og andres forventninger. Men fortvivl ikke! 12-taller er overvurderet! En pålidelig kilde på Udfordringen fortæller om en 3. g’er, der mødte op til sidste eksamen iført sin fars badekåbe… Han ville være sikker på, ikke at få 12… Det lykkedes. (Det havde vist noget at gøre med en mobbeordning, hvis man fik 12 i sidste eksamen, men det er en anden (jantelovs-)historie.)
Men uanset årsagen, så fortvivl ikke over manglende topkarakterer. For ifølge Rane Willerslev, der er professor i socialantropologi, eliteforsker og ph.d. fra det anerkendte University of Cambridge, så er skøre hjerner, vilde idéer og villigheden til at tage chancer langt vigtigere end 12-taller. Det udtalte han til Politiken i et interview for et par år siden. Og disse egenskaber bliver man tilsyneladende ikke belønnet for i det danske skolesystem.
Men der er flere gode nyheder. Måske er du hverken til vilde og skøre idéer eller tocifrede karakterer. Måske er du bare dig. Ingen studentereksamen, ingen ekstraordinære talenter og ingen idé om hvilken hylde på arbejdsmarkedet, du passer ind på. Men Gud siger til den, der søger ham: ”For jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, siger Herren, planer om fred og ikke om ulykke, planer om fremtid og håb” (Jer. 29.11). Og Bibelen fortæller også, at Gud var med lige fra starten: ”Du så på mig, da jeg blev dannet i det skjulte, da jeg langsomt voksede i livmoderens mørke. Mens jeg endnu var et foster, så du mig. Mine livsdage var lagt fast og skrevet ned i din bog, længe før jeg så dagens lys. Forunderlige og fuldkomne er dine tanker, Gud, de overgår langt, hvad jeg kan fatte. (Salme 139: 15-17).
Så vi kan hermed konkludere: Gud har kendt dig lige fra begyndelsen, han har tanker for dig om fremtid og håb, og Guds tanker overgår langt, hvad du kan fatte. Men husk lige at søge Ham, så han kan lede dig.
Og in worst case, hvis alle planer glipper, så kan du altid finde nogle at tjene… for Jesus sagde til sine disciple ”De, som gerne vil være store og betydningsfulde iblandt jer, skal være tjenere for alle de andre.”