Husk kærligheden til muslimerne
Nikolaj Hartung Kjærby
Frederikssudsvej 355A
2700 Brønshøj
De seneste 30 dage (dette er skrevet den 26. juni) har jeg i anledning af muslimernes fastemåned benyttet hæftet ”30 dage i bøn for den muslimske verden”.
Den danske udgave af hæftet udgives af Dansk Europamission, Norea og Åbne Døre – tre organisationer, som man ikke just kan beskylde for at være naive eller ”politisk korrekte”, idet en stor del af deres arbejde består i at hjælpe kristne, der rammes af forfølgelse fra muslimsk side.
Ikke desto mindre emmer hæftet af kærlighed og oprigtig, ikke-nedladende medfølelse over for de mennesker, der af kultur og/eller overbevisning bekender sig til islam, men som først og fremmest er mennesker som os med sorger og glæder, håb, drømme og frygt. Den kærlighed medfører naturligvis et brændende ønske om at de må lære Kristus at kende – men vel at mærke for deres egen skyld, og ikke som led i en politisk kamp.
Jeg kan kun på det varmeste anbefale alle kristne at læse hæftet, også selvom fastemåneden er forbi. Jeg vil tro, at de tre nævnte organisationer har nogle eksemplarer liggende, som de gerne sender, hvis man henvender sig.