Kan man slet ikke have det sjovt med sine børn?

Kære Suh.
Jeg er så heldig, at jeg har en skøn datter. Hun er 14 år og blomstrende teenager! Vi har altid været meget tætte, da hun er enebarn, og hendes far rejser meget, så vi har været en del alene igennem årene.

Når vi shopper og er på café sammen, som vi begge nyder rigtig meget, så er vi nærmest veninder, og hun betror sig også meget til mig. For det meste går det godt, men nogle gange synes jeg, det kan være svært at finde balancegangen mellem at være mor/den voksne samtidig med at være ”tæt” med hende. Jeg skal jo sætte grænser og kan/bør skælde ud engang imellem.

Nogle gange spekulerer jeg over, om jeg burde trække mig lidt fra hende for at skabe noget distance, så veninde-stilen blev tonet ned – men det provokerer mig samtidig, at jeg så skal undvære noget, som virkelig er dejligt og godt???

Kan det dog ikke lade sig gøre at forene de to ting?
Venlig hilsen Moren

Kære Mor
Du stiller et centralt spørgsmål for rigtig mange forældre i dag: Kan man være bedste venner med sine børn – og samtidig varetage forælder-opgaven optimalt?
Jeg vil mene, at det korte svar er: Nej!
En bedste ven er nemlig en, hvor relationen er symmetrisk.

Den ene har ikke ret til at bestemme over den anden, ligesom man betror sig gensidigt til hinanden. Man kan være uenige om ting, men man må altid respektere, at den anden er i sin gode ret til at mene og handle modsat en selv.

Et forældre-barn-forhold er anderledes. Relationen skal være præget af respekt begge veje, men den er ikke symmetrisk. Forældrene skal og bør bruge deres mer-viden og større livserfaring til at træffe gode beslutninger på barnets vegne – også når det er barnet stik imod.

Et barn bør altid høres, når der er uenigheder om noget, men det er forælderens ansvar at afgøre, hvad der er bedst i den givne situation. At lade barnet selv afgøre det eller lade det have lige andel i den beslutningsproces, er både at forsømme sin pligt som forælder samt at give et barn et ansvar, som er alt for tungt og stressende at bære. Vigtigt er det naturligvis, at man som forælder ikke er for stolt til at indrømme sine fejl, og det kan også være af afgørende vigtighed at forklare sine børn (på børneniveau), hvad det handler om, hvis der er konflikter de voksne imellem, så barnet ikke overlades til skrækkelige og oftest usande fantasier. Men det må ikke være sådan, at den voksne bruger barnet som sin fortrolige – som sin bedste ven.

Fortroligheden skal i et sundt forælder-barn-forhold gå én vej – fra barnet og til den voksne. I min praksis har jeg ofte samtaler med voksne, som kæmper en hård kamp for at fralægge sig et overansvar eller usund binding til en forælder, fordi de i deres opvækst netop blev gjort til en ligeværdig samtalepartner, den som forælderen betroede sig til og søgte trøst hos. Dette er et psykologisk misbrug af et barn.

Kan man så da slet ikke have det sjovt og dejligt sammen med sine børn? Grine og flippe lidt ud? Jo, selvfølgelig. Skal man altid være en distant og alvorlig voksen? Nej, slet ikke.
Men det er vigtigt at være opmærksom på at holde en sund balance imellem at være sammen med barnet eller den unge i dennes verden – og så på at blive ligesom dem. Det første er godt – det sidste er skidt. For når vi bevidst eller ubevidst bliver ligesom dem, så mister de en forælder, og selvom det i situationen er sjovt, spændende eller cool – så er det samtidig også utrygt, at den voksne mor eller far forsvinder.

Så når du hygger med din datter, så hyg dig Big Time, grin, shop og pjat med hende, men sørg for aldrig at være længere væk fra ”din voksne del”, end at du lynhurtigt – og kompetent – kan påtage dig den rolle og det medfølgende ansvar, som først og fremmest er din opgave.

Det kan være, at du ind imellem vil opleve, at det skaber en lidt ny distance til din datter, men så må du forstå det som den pris, der er at betale for at være hendes mor – en god mor.
Din datter vil på den anden side muligvis også registrere det og eventuelt søge mere ud mod sine andre veninder, og selvom det naturligvis kan være smertefuldt for dig, der nyder hendes selskab.

Så er det trods alt en naturlig udvikling, som du en dag vil være lykkelig for at have været med til at facilitere.
Hilsen Suh